Spørg Bolius

Fra eternitskifert til ægte skifertag - hvad med isolering, undertag og konstruktioner?

Vi skal have udskiftet vores gamle 30 år + eternit (uægte skifer) tag til et nyt ægte skifer tag. Taget skal naturligvis isoleres efter gældende retningslinjer. Kan I oplyse om, hvor meget et nyt tag skal isoleres bl.a. for at undgå at det dermed bliver "højere" ?

Vi er klar over, at det gamle tag indeholder asbest og skal destrueres separat.

mvh

Julia R

Hej Julia

En ting der er lidt vigtigere at vide, er om den nuværende tagkonstruktion kan bære og holde det nye tag.

Eternitskiferne er defineret som en let tagbelægning, og hvis I skifter til naturskifer, så får I et tungt tag. Læg dertil vægten fra et undertag, (som jeg antager at I skal have) plus den nye/ekstra isolering, så kommer der en del vægt på.

Derfor bør I klart få en rådgiver ind over projektet her.

Mht. isoleringen så skal I regne med en 300-400 mm isolering, hvis I skal leve op til nuværende krav.

Når det så kommer til tagrenoveringer, så skal jeres efterisolering være rentabel. Jo mere isolering, jo højere konstruktion, og jo dyrere bliver det typisk. Og på et eller andet tidspunkt er renoveringen ikke direkte økonomisk rentabel. Og så kan det være, at det kun er rentabelt med 200-300 mm. Og så det hvad der er kravet til renoveringen.

Her til kommer der så evt. krav om en ny/bedre dampspærre. Den findes måske ikke nu, eller den er ikke god nok den gamle. Her betyder isoleringstykkelsen også meget. For typisk siger man, at der skal der være mere end 150 mm isolering, så skal der være en god og tæt dampspærre. Det er dog lidt mere komplekst end det, men det er en god tommelfingerregel.

Hertil kommer det meget an på selve konstruktionen – ude som inde. Det er faktisk lidt komplekst at svare på, uden at kende nærmere til huset.

Ergo gentager jeg lige mit råd om, at I bør få jer en uvildig byggeteknisk rådgiver på.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden