Færre end hver anden husejer læser vilkår og betingelser for deres forsikringer. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius og Topdanmark blandt husejere over 25 år i december 2016.
Kun 42 % svarer, at de læser det hele af forsikringens vilkår og betingelser. 5 % læser dem ikke, mens 52 % enten skimmer eller læser dele.
Forsikring kan dække mere, end du tror
Men hvis du ikke læser dine vilkår og betingelser grundigt, risikerer du at snyde dig selv, lyder det fra Videncentret Bolius’ fagekspert, Tine R. Sode.
– Du hører tit om alt det, din forsikring ikke dækker. Men det kan jo være, det viser sig, at du kan få dækning for en masse ting, som du måske ikke troede, du kunne få dækning for. Det er bogstaveligt talt 20-25 sider, du skal sætte dig ned og læse, men fordi forsikring er så kedeligt, så gider folk ikke, siger Tine R. Sode.
Forsikring kan dække pludselig opstået skade
Mange læser først vilkår og betingelser, når skaden er sket. Men der kan fx sagtens ske uheld eller skader, som du ikke er opmærksom på at tjekke – og derfor går du altså glip af en mulig erstatning.
– Hvis du har et skab, som vælter og laver et stort hul i gulvet, tænker du måske ikke over, at det kan være dækket. Men måske har du en forsikring, der dækker pludseligt opstået skade, forklarer Tine R. Sode.
Undgå over- og underforsikring
Når du læser vilkår og betingelser igennem, kan du samtidig sikre dig, at du har de helt rigtige forsikringer. Måske har du en forsikring, der dækker skjulte rør, selvom du bor i et hus, hvor der ikke er nogen skjulte rør.
– Og så er det jo rigtig ærgerligt, hvis du tror, at din forsikring dækker glas og ruder, og det så viser sig – efter skaden er sket – at det gør den ikke, siger Tine R. Sode.
Svært at forstå vilkår og betingelser
I YouGov-rundspørgen svarer kun hver tredje, at det er let at forstå vilkår og betingelser. Forsikringsselskaberne er bevidste om, at det kan være en af årsagerne til, at så mange ikke læser de vigtige dokumenter.
– Vi ved godt, at vilkår og betingelser ofte er svære at forstå. I Topdanmark har vi gennem mange år – lige siden vi gik fra at sige "De" til at sige "du" til kunderne – arbejdet på at gøre vores sprog mere jordnært og mindre juridisk. Vi vil nemlig rigtig gerne undgå misforståelser og sørge for, at vores kunder nemt kan finde ud af, hvordan deres forsikringer dækker, siger Lisbeth Troels-Smith, produktudviklingschef hos Topdanmark.
Forstå din forsikring
Selvom forsikringsselskaberne har fokus på området, er 46 % uenige i, at det er let at forstå vilkår og betingelser for forsikringer. Her har Tine R. Sode tre gode råd.
- Mange forsikringsselskaber har lavet en ’læs let-udgave’ af vilkår og betingelser, som du kan finde på selskabets hjemmeside.
- Hvis du ikke kan overskue alle 20-25 sider, så spring til den allervigtigste del. Den første del handler ofte om betaling og terminer, og hvis du fx er tilmeldt Betalingsservice, er den del mindre interessant, men det er netop her i starten, at mange går død i at læse vilkår og betingelser. Det vigtigste er at læse, hvilke skader der er dækket. Så kan du altid læse den sidste del om erstatning og udbetaling, når først skaden er sket.
- Du kan altid ringe til forsikringsselskaberne og spørge, hvis der er noget, du ikke forstår.