Spørg Bolius

Flytte døren til bagtrappen

Hej Bolius

Vi har købt en ejerlejlighed på Frederiksberg, som vi er i gang med at renovere. Det tidligere køkken skal laves om til et værelse, så derfor ønsker vi at flytte døren til bagtrappen lige om hjørnet til en mellemgang.

Vi ved ikke rigtig hvad der kræves for at lave denne flytning - kommunen kan ikke hjælpe.

Døren sidder i dag i en enkeltstens væg med en træbjælke som overligger og skal flyttes over i en enkeltstens væg i mellemgangen. Kræves der særlige tilladelser, eller kan vi bare få en murer til at flytte døren?

På vedhæftet tegning er oprindelig placering af døren markeret med rødt og ny placering gul. 

Mvh Ditlev

Hej Ditlev

For at flytte en dør i en ejerlejlighed, skal du først undersøge, om væggen, hvori du laver det nye hul, er bærende eller har særlige brandkrav. Da døren i dette tilfælde vil føre til samme trapperum, tænker jeg ikke, der er tale om ændring af virkemåde eller forudsætninger, men når du foretager en udskiftning af konstruktioner, betyder det, at døren eksempelvis skal leve op til nutidens krav, og dermed kan der være behov for en anden brandklassifikation af døren end oprindeligt. 

Hvis væggen er bærende, kan det kræve byggetilladelse fra kommunen. 

Det fremgår af BR18 § 5 at ombygninger og andre forandringer i eksisterende byggeri, som ikke ændrer de bærende konstruktioners virkemåde eller forudsætningerne for de brandmæssige forhold ikke kræver byggetilladelse. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring eller en udvidelse af etagearealet.

Hvis du ikke ændrer de bærende konstruktioners virkemåde eller brandforholdene, kan du muligvis nøjes med at informere ejerforeningens bestyrelse, afhængigt af foreningens vedtægter. 

Jeg anbefaler, at du kontakter en konstruktionsingeniør for at få en vurdering af væggen og eventuelle nødvendige beregninger.

Held og lykke

Relaterede artikler:

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden