Fingerfilodendron tilhører monstera-slægten, der tæller op mod 50 forskellige arter. Fingerfilodendron er med sine store, fligede og hullede blade den mest kendte i slægten og i øjeblikket også én af de mest populære stueplanter herhjemme.

Oprindeligt stammer fingerfilodendron fra de tropiske dele af Amerika, hvor de kan blive flere meter høje. De bruger de omkringliggende træer til at vokse op af, og holder fast i nabotræerne ved hjælp af deres luftrødder.

Som med mange af vores andre stueplanter, er det netop vigtigt at huske, hvor og hvordan planten oprindeligt vokser, for at kunne passe planterne bedst muligt.

Placering

Den bedste placering for en fingerfilodendron er et sted med indirekte lys det meste af dagen. Får fingerfilodendron direkte sol, vil bladene blive gule og bladranden kan blive svedet. Planten kan derimod godt klare sig med lidt lys, men bladene vil så blive små og ikke udvikle de karakteristiske store, fligede og hullede blade. 

Da planten kan blive et par meter høj og også kan komme til at fylde godt i bredden, er den bedste plads derfor et sted på stuegulvet, hvor solens stråler ikke kan nå planten i løbet af dagen.

Vanding

Monstera-slægten trives fint ved de relativt høje temperaturer, som vi har i vores stuer. Men da den stammer fra et miljø med høj luftfugtighed, elsker den at få fugtet blade og luftrødder med jævne mellemrum.

Brug fx en forstøver til at spraye vanddråber på planten. Tør gerne bladene af for støv, før du bruger forstøveren. Ved at fjerne støvet, bliver planten nemlig meget bedre kan optage lyset.

Selve jorden skal derimod helst nå at tørre ud mellem hver vanding, og under normale forhold skal fingerfilodendron typisk vandes én gang om ugen

Vand gerne i underskålen, og lad selv planten suge den vand, den har brug for. Held overskydende vand fra.

Gødning

I vækstsæsonen fra marts til oktober har fingerfilodendron godt af at få tilsat næring. Dette gives cirka en gang om måneden med fx flydende gødning tilsat vandingsvandet eller i fast form som piller eller gødningspinde. Brug gerne en gødning der er specielt lavet til grønne planter, og følg dosseringsvejledningen på produktet

Fra november til april bør fingerfilodendron ikke gødes. Væksten er her svag, og du risikerer, at planten bliver ranglet.

Støtte og beskæring

Med tiden kan din fingerfilodendron blive meget høj og have brug for noget at læne sig op ad. Normalt vil planten støtte sig til de omkringliggende træer og vokse langs stammer og grene. Men i vores stuer er vi nødt til at hjælpe planten. Dette kan fx være støttende pinde, en snor fra loftet eller et espalier.

Du kan også vælge at begrænse væksten ved at beskære din plante, når den bliver for stor. Tynd løbende ud i planten og fjern evt. nogle af de nye skud.

Ompotning

Efterhånden som din fingerfilodendron vokser sig stor, vil også rodnettet blive kraftigere og fylde mere. Det kan derfor med et par års mellemrum være nødvendigt at potte den om til noget større.

Løft forsigtigt hele planten op af potten. Hvis rødderne er vokset helt ud ved pottens kant og måske ligefrem er begyndt at vikle sig rundt langs kanten, skal du ompotte. Du kan også komme ud for, at der næsten ikke er mere jord tilbage i potten, eller at rødderne ligefrem er begyndt at vokse ud gennem hullet i pottens bund. Dette er selvsagt tydelige tegn på, at der er brug for en ompotning.

Formering

Har din fingerfilodendron små sideskud, kan du nemt skære dem af og plante dem over i nye små potter med frisk muldjord og på den måde få nye planter.

Alternativt kan du tage stiklinger af planten. Disse tages nemmest ved at skære en plantedel af lige under en luftrod. Stiklingen sættes i vand, og stilles lyst og lunt.  Husk at skifte vandet 1-2 gange om ugen, da der ellers kan dannes bakterier i vandet, der medfører, at de nye små rødder rådner.

Efter nogle uger vil der være dannet et nyt rodnet, og planten kan nu forsigtigt plantes over i en lille potte med ny pottemuld.