Sommerhuset er ikke kun et sted, vi slapper af. Det er også et sted, hvor vi udfører arbejde.
Generel vedligeholdelse af huset er i hvert fald det emne, som optager sommerhusejerne allermest – ligesom det for i øvrigt også gør sig gældende for ejere af helårshuse.
85 procent af alle sommerhusejere peger på generel vedligeholdelse som det emne, de er mest optaget af, viser de seneste tal for sommerhusejere fra 2022 fra undersøgelsen "Danskerne i det byggede miljø", som Kantar Gallup har udført for Realdania og Videncentret Bolius.
Derudover viser en YouGov-undersøgelse tilbage fra 2018, at en sommerhusejer i gennemsnit bruger 10.000 kroner om året på vedligeholdelse af sommerhuset. I samme undersøgelse svarer 48 procent af sommerhusejerne, at de på en typisk weekend i sommerhus arbejder med have og vedligeholdelse af huset.
Men ved at prioritere rigtigt kan du undgå, at vedligeholdsen af dit sommerhus vokser sig til at være en opgave, der er unødvendigt stor. Ved at vedligeholde før det er for sent, sikrer du desuden længst mulig levetid på de forskellige materialer og bygningsdele.
Hvorfor købte du dit sommerhus?
Der findes flere årsager til at købe og eje et sommerhus. For en del handler det om at have et sted, der er ens eget, og hvor hus og have skal passes.
Hvis du er en af dem, som forvandler dit sommerhus til et lille parcelhus, hvor det hele er nysseligt og pænt og ordnet til mindste detalje, så er du altså ikke den eneste, og så er det bare at huske glæden ved vedligeholdelsen og arbejdsopgaverne.
Købte du i stedet huset for at slappe af, fx ved at gå ture på stranden og læse avis hele dagen, så bør du overveje at drosle ned på forventningerne til standen af sommerhuset og haven, eller sørge for at minimere de vedligeholdelsesopgaver, der er.
Hvor mange arbejdsdage skal du bruge på dit sommerhus?
Det praktiske arbejde i dit sommerhus behøver ikke tage over. Du kan nøjes med at bruge fire-syv arbejdsdage årligt i dit sommerhus for at holde selve huset ved lige. Hvis du sørger for, at fritidshuset er sundt og fri for fugt og vand, er du kommet rigtig langt.
Ved større vedligeholdelsesarbejde, som maling af alt træværk, må du regne med flere arbejdsdage.
6 gode råd til, hvordan du prioriterer vedligeholdelsesopgaverne i sommerhuset
Du kan forebygge skader og slippe for mange timers unødigt arbejde i sommerhuset, hvis du husker følgende:
- Mange ældre sommerhuse har kitfalsede vinduer, og de er det mest udsatte på et sommerhus. Sørg for, at kitten omkring ruderne er intakt – er den ikke det, siver der vand ned i træet, hvorefter det rådner. Hold øje med sammenstødet mellem kitten og glasset. Er der revner, skal de tætnes med kit.
Gå alle dine vinduer efter én gang om året, og forebyg revner i træet ved at smøre et tyndt lag linolie på. Laget skal være meget tyndt, ellers kan hvide vinduer blive gule – på mørkere farver kan du ikke se olien. Mal højst vinduer og træværk hvert 10.-15. år, ellers bliver malingen for tyk og for tæt. I mellemtiden kan du nøjes med et tyndt lag kogt linolie. - Har du et træsommerhus, skal det vedligeholdes jævnligt med en overfladebehandling/maling. Når du vedligeholder, kan du smøre et tyndt lag af det produkt, som oprindeligt har været anvendt, fx plastalkyd, alkydolie, linoliemaling osv. Stryg et tyndt lag på.
Maler du et helt nyt træhus, skal du male træet to gange med to tynde lag maling. Maler du et sommerhus, der er malet i forvejen, skal du bare smøre ét lag på.
Du kan sagtens smøre linoliemaling på et sommerhus, der er malet med en farve i forvejen, men er det plastikmaling, bør du skrabe mest muligt af først. - Tjek vandbrættet en gang om året. Vandbrættet er et vandret bræt, der sidder nede ved soklen på huset. Vandbrættet sørger for at lede vandet væk fra sommerhuset og beskytter huset mod fugt nedefra. Vandbrættet er let at skifte, og det bør gøres, hvis det er på vej til at rådne.
- Hold godt øje med vand på sommerhuset, som kan få træet til at rådne. En gang om året bør du bruge en dag på at gennemgå huset for vandlommer, dvs. huller og revner, hvor der kan lægge sig vand, når det regner. Det kan være sømhuller, hvor sømmet er banket for langt ind, revner, dørindfatninger, vinduesindfatninger m.m. Det er nemmest at kigge efter vandlommer, lige efter et regnskyl. Ligger der pytter i huller og fordybninger, så kit dem til med linoliekit.
- Alger på sommerhuset og på terrassen kan være rigtig svære at få af, når de er tørre, men lige efter et regnvejr er de lette at skrabe af. Gå ud, mens det regner eller lige efter, og skrub på algerne med en stiv børste. Brug en hård gulvskrubbe, hvis algerne er på verandaen. Alger skader ikke huset.
- Kig taget efter én gang årligt, og sørg for at reparere utætheder med det samme, så der ikke kommer vand og fugt ind under taget.