Spørg Bolius

Erstatningsansvar for fældede træer

Kære Bolius,

Bestyrelsen har desværre fældet træer ulovligt på grundejerforeningens fællesarealer. 

Bestyrelsesansvarsforsikringen vil ikke betale for den genplantning af træer, kommunen har truffet afgørelse om. Ifalder bestyrelsen derved personligt ansvar? Kan bestyrelsen i så fald, med et flertal på en generalforsamling, flytte erstatningspligten over på alle medlemmerne?

Eller er det som udgangspunkt alle medlemmerne, som kommer til at hæfte solidarisk for betalingen? Ifølge VAT19 (Værdisætning af træer) synes det at være den, som uden tilladelse har fældet et træ, som bliver erstatningspligtig.

Ifølge foreningens vedtægter står der, at der skal ske genplantning af træer i henhold til gældende lokalplan. Bestyrelsen erkender at have fældet 3 træer ulovligt.

Mvh Jørgen

Kære Jørgen

Tak for dit spørgsmål.

Helt overordnet, så er det korrekt, at den, som uberettiget har fældet et eller flere træer, er som udgangspunkt ansvarlig herfor.

Det fremgår ikke klart, om det er bestyrelsen selv, der har truffet beslutning om fældningen, eller om det har været forelagt generalforsamlingen, der så har truffet beslutning herom.

Det fremgår heller ikke klart, hvad bestyrelsens ansvarsforsikring begrunder deres afslag med. Men jeg kunne forestille mig, at der i kommunens afgørelse ikke er taget stilling til, hvem der har det direkte ansvar for træfældningen - og det er en sådan afgørelse bestyrelsesansvarsforsikringen har brug for, for formentlig at kunne anerkende at skulle dække forholdet.

Teoretisk kan generalforsamlingen godt beslutte at grundejerforeningen skal friholde bestyrelsen for ansvar (og erstatning).

Ovenstående er meget generelle betragtninger, og jeg vil derfor klart anbefale dig at kontakte en advokat, og gennemgå sagen sammen med denne.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Rasmus Lindsten, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden