Spørg Bolius

Ejerskifteforsikring på nyt hus?

Hvis der købes et hus fra 2019 og diverse mangler således er dækket af en byggeskadeforsikring, hvad kan der da være af argumenter for at tegne en ejerskifteforsikring?

Mvh Ole

Hej Ole 
 
En byggeskadeforsikring og en ejerskifteforsikring minder meget om hinanden, fordi de begge har en bred definition af, hvad der betragtes som en skade. Og så dækker de begge i 10 år. Men der er også en række forskelle:

  • En byggeskadeforsikring erstatter til dagsværdi, dvs. med fradrag for alder, slid m.v. Forsikringen dækker skader, som har årsag i byggeriets opførelse. Der foretages eftersyn af byggeriet 1 og 5 år efter byggeriets opførelse, og eftersynsrapporten er ofte grundlaget for, at en skade bliver opdaget.
  • En ejerskifteforsikring erstatter til nyværdi, dog med fradrag efter særlige afskrivningstabeller på udvalgte bygningsdele. Forsikringen er knyttet op på en tilstandsrapport, som udarbejdes i forbindelse med et salg, og den dækker skader pga. skjulte fejl og mangler, som var tilstede ved overtagelsen, men som ikke blev opdaget ved huseftersynet. Forsikringen dækker dermed ikke forhold, som er nævnt i tilstandsrapporten.

Huseftersynsordningen (som benyttes ved salg af ejendomme til beboelse) har aldrig været tiltænkt ved salg af helt nyopførte huse, og der er ikke mange forsikringsselskaber, som tilbyder en ejerskifteforsikring i denne situation. Den professionelle bygherre skal købe en byggeskadeforsikring inden byggeriets start. Er begge forsikringer alligevel købt, kan der være tale om dobbeltforsikring, og byggeskadeforsikringen vil altid være den primære, dvs. hvis denne dækker skaden, dækker ejerskifteforsikringen ikke.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Anne Gaarde Slothuus, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden