Spørg Bolius
Efterisolering - hvad med dampspærren?
Hej Bolius
Vi skal efterisolere loftet i vores hus fra 1968. Huset er 157 m2 i stueplan og 77 m2 kælder, og det er opvarmet med gas og har energimærke F. Aktuelt ligger der 100-150 mm stenuld på loftet, og vi har planer om at isolere op til 400 mm. Men hvad gør vi med den gamle dampspærre?
Vi har ikke tænkt os at tage lofterne ned for nuværende. Den gamle dampspærre er med garanti ikke tæt. Kan man så isolere med 400 mm, eller er det max 250 mm?
Med venlig hilsen Mathilde Nygaard
Hej Mathilde
I kan faktisk komme rimeligt nemt om det, hvis der ikke er mere end 100 mm isolering i forvejen. Der er en "regel", der siger, at en dampspærre skal være i den varmeste tredjedel af isoleringen. Så er der 100 mm, må der godt lægges en ny dampspærre og tilføjes min. 200 mm isolering.
Tidligere var der meget opmærksomhed på, at der ikke måtte være mere end én dampspærre i en konstruktion. Men det nye er, at man har fundet ud af, at de begge godt kan være der, hvis blot de begge er i den varme tredjedel af konstruktionen. Og hvis den så endvidere formentlig er hullet, så er der ingen problemer der.
Det kan du læse om her: To dampspærrer – ved nybyggeri og renovering | BYG-ERFA. Det koster 150 kr. at åbne artiklen, men det vigtige er dette:
"Det har været en udbredt opfattelse i byggebranchen, at to eller flere dampspærrer altid er et byggeteknisk problem, der fører til fugtskader i konstruktionen, og som derfor skal imødegås ved enten at fjerne eller punktere en eksisterende dampspærre. I fugtbelastningsklasse 2 (boliger med normal beboelsestæthed, kontorer m.v.) er det ikke nødvendigt ved etablering af ny, tæt dampspærre at fjerne eller punktere den eksisterende dampspærre, når begge dampspærrer er placeret, så højst ⅓ af konstruktionens isolans ligger på den indvendige side af den yderste dampspærre"
Er der 150 mm, bliver regnestykket ikke helt lige så godt. Men måske I kan fjerne et lag af det gamle? Og ellers skal der tænkes i at smide lidt ekstra (50 mm) isolering på, så der samlet er 450 mm på loftet. Alternativt kan I benytte isoleringsmaterialer med en bedre isolerende evne (lambda værdi), men ikke alle disse typer er lige nemme at benytte på et loft. Og skal I være helt sikre på ikke at få lavet rod i fugtbalancen, så kan det være en god idé at bruge lidt af renoveringsbudgettet til at få rådgivning.
Til gengæld kan I måske hente lidt penge hjem igen, hvis I søger tilskud via energirenoveringspuljen. Søg tilskud (sparenergi.dk)
Held og lykke med projektet.
Med venlig hilsen