Drikkevandets danmarkshistorie: Guddommeligt, dødeligt og nemt

Danmarks første kendte brønd var en træstamme. På Møn har arkæologer fundet en cirka én meter bred, udhulet stamme fra et elletræ. Den blev sandsynligvis gravet ned i jorden af mennesker omkring 700-500 år før vores tidsregning, og den hule stamme lod vand sive ind, så mennesker kunne samle vandet op.

Måske blev brøndens vand opfattet som en gave fra guderne. I hvert fald har bronzealderens mennesker kastet offergaver som smykker og dyreknogler ned i brønden. Træstamme-brønde, kaldet ”holke”, er fundet i hele det område, der i dag er Danmark. 

Efterhånden som byer opstod, måtte vandforsyningen følge med. Bynavne som Roskilde, Brønderslev og Brøndby fortæller, at adgang til godt og rigeligt vand må have været noget væsentligt ved en by.

Affald forurenede drikkevand i middelalderen

I middelalderen blev stenbrønde udbredte i Nordeuropa. De var mere solide end træbrønde, men allerede dengang var forurening et problem. Brøndene blev nemt beskidte af affald fra dyr og mennesker, der boede tæt i middelalderens byer. 

Løsningen blev at lede renere vand fra søer og åer ind i byerne gennem rør af træ. I København blev der i 1600-tallet ført vand fra Damhussøen til offentlige vandbassiner, kaldet springe, på Amagertorv, Gammeltorv og andre torve. Her kunne borgerne selv hente vandet i spande. 

Der var imidlertid stadig mange problemer med vandet. Dels blev rørene let nedbrudt eller revnede, så vandforsyningen blev afbrudt. Dels var det tidskrævende og besværligt at bære vand ind i husene med håndkraft. Et job, som de rigeste derfor gerne overlod til deres tjenestefolk.

Kolera kostede mange mennesker livet i København og Aarhus

Men penge hjalp intet, når det kom til vandforsyningens dødeligste problem: kolera. Indtil slutningen af 1800-tallet hærgede sygdommen i de fleste af Europas storbyer, hvor koleraen tog tusindvis af liv. 

Alene i København døde 4.000-5.000 indbyggere i en kolera-epidemi i midten af 1800-tallet, og i Aarhus tog kolera livet af 276 indbyggere i 1872.

Kolera skyldes en bakterie, der kan leve i vand, men det vidste man ikke dengang. I stedet var mange læger og embedsfolk overbeviste om, at kolera smittede gennem dårlig luft. Sygdommen blev blandt andet forsøgt bekæmpet ved at brænde grene fra enebærbuske, hvis kraftigt duftende røg skulle fjerne sygdommen. 

Var man allerede blevet syg, anbefalede sundhedsmyndighederne blandt andet, at man drak te med cognac og gned kroppen med opiumsdråber. Måske det har hjulpet på humøret, men det hjalp næppe mod kolera. 

Omtrent samtidig viste den franske forsker Louis Pasteur, at mange sygdomme skyldtes bakterier. Ved at opdage og fjerne disse bakterier, for eksempel ved kogning, kunne sygdomsudbrud stoppes.

Det er baggrunden for, at vandværker i dag jævnligt tager prøver for at undersøge bakterieindholdet i drikkevand, og at forbrugere anbefales at koge vandet, hvis der er forurening med for eksempel E. coli-bakterier.

Første vandværker i Danmark i 1800-tallet

I 1800-tallet blev også støbejernsrør og vandfiltre udbredt i Europa, kloaksystemet blev udbygget, og i midten af århundredet fik Danmark de første rigtige vandværker. Ved at skabe tryk på vandet i vandtårne eller tanke kunne det nu nemt komme ud til forbrugernes vandhaner.

Nutidens drikkevand fra vandværker bliver kontrolleret, både før og efter at det kommer ud af vandhanerne i vores hjem. 

Vandet i vores haner og brusere er som regel rent og sikkert. Men nogle gange kan det blive forurenet. Derfor stiller lovgivningen krav om, hvordan og hvor ofte drikkevandet skal analyseres.

– Vandet kontrolleres ikke for alt, men for de ting, der udgør den største risiko for forbrugeren eller indikerer, at vandforsyningssystemet er utæt, fortæller Dorte Skræm. Hun er kemiingeniør og fagleder i danske vandværkers Forening, DANVA, og har et indgående kendskab til drikkevand i Danmark.

– Vandet kontrolleres for forskellige bakterier fastlagt i lovgivningen samt en lang række andre parametre, der har betydning for vandkvaliteten, for eksempel jern, mangan, nitrat, PFAS, arsen, pesticider og andre kemikalier, opremser Dorte Skræm. 

Drikkevandsprøver analyseres af private laboratorier

Kontrollen af drikkevand bliver udført af personer, der er uafhængige af de andelsselskaber eller kommuner, der ejer vandværkerne.

– Det er ikke vandværket selv eller kommunens folk, der tager prøverne. Det er en akkrediteret, altså godkendt, uafhængig prøvetager, der gør det. Personen arbejder for et privat laboratorium, der også analyserer prøverne, fortæller Dorte Skræm.

Der findes regler for, hvor ofte vandværker skal have undersøgt deres vand. Det er altså ikke alt vand, der bliver taget prøver af, men stikprøver hvis antal afhænger af, hvor meget vand det enkelte vandværk pumper ud. 

Der skal tages prøver minimum én gang om året. Der bliver også taget prøver hos udvalgte forbrugere, så det er muligt at opdage den forurening, der kan opstå på vej fra vandværket til vandhanen.

Hvis det skulle vise sig, at det er dine egne installationer, der er skyld i forurenet drikkevand, så har du pligt til at gøre noget ved det.

Utætte vandrør og blødgøringsanlæg kan forurene drikkevand

– Hvis problemet er ude hos forbrugeren, så kan ejendommens ejer få et påbud om straks at finde kilden til forureningen og få den standset. Det er især vigtigt i etageejendomme, hvor mange mennesker kan blive ramt, hvis der er forurening i bygningens vandrør, fortæller Dorte Skræm. 

Utætte vandrør kan være årsag til forurenet vand, men en anden hyppig kilde er udstyr, der fjerner kalk i vandet hjemme hos forbrugeren:

– Vi ser for eksempel ofte problemer ved små blødgøringsanlæg, der ikke bliver passet efter forskrifterne, og det kan give bakterievækst.

Nogle bakteriefund kan få myndighederne til at anbefale, at folk i området koger drikkevandet.

Derfor skal vand koges gennem flere dage

Det er for eksempel tarmbakterierne E. coli og enterokokker, hvor der gives kogeanbefaling til forbrugerne, hvis der blot findes én bakterie.

 – Det gør man ud fra et forsigtighedsprincip, fordi disse bakterier indikerer en utæthed i systemet, der kan påvirke mange forbrugere, fortæller kemiingeniør Dorte Skræm.

Der går som regel minimum fem dage, fra en vandprøve bliver taget, til den er blevet analyseret. Der kan godt gå længere tid, hvis analysen er mere omfattende.

– Derfor tager hændelser med kogning lang tid, da anbefalingen om at koge først kan ophæves efter rene prøver, siger Dorte Skræm.

Afgørelser om kogeanbefalinger, anvendelsesforbud eller lignende skal kommunen træffe i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed.