Hvordan dækker forsikringen ved skybrud?

  • Hvis der opstår skader på huset på grund af skybrud, er det husforsikringen, som dækker. Forsikringen dækker skader på inventar og som regel også bortledning af vand.
  • Har du tegnet kaskoforsikring under din husforsikring, er der altid skybrudsdækning med. Ellers skal selskabet oplyse meget tydeligt omkring det.
  • Ved skybrud har du pligt til at begrænse skaderne, men ikke udsætte dig selv for fare, så i nogle tilfælde er der behov for at tilkalde fagfolk. Tjek på dit forsikringsselskabs hjemmeside, hvad du selv må tilkalde af hjælp, og sørg for at tage billeder af skaderne.
  • Hvis der er varsel om skybrud, kan du selv begrænse skaderne meget ved fx at sætte ting i kælderen op på klodser og fjerne værdigenstande fra kælderen.

Kilder: Forsikring & Pension og Videncentret Bolius

Over 15 millimeter nedbør inden for en halv time. Sådan definerer DMI et skybrud, og når himlen åbner sig på den måde, kan der være stor risiko for vandskader i din bolig. 

Det skete da også flere gange i 2023, som på grund af store regnmængder samt flere skybrud og oversvømmelser endte med at blive det vådeste år nogensinde med 976,7 mm, mens 2024 var det næstvådeste med 926,7 mm nedbør.

12.000 skader fra nedbør og skybrud i Topdanmark i 2023

Og det har haft konsekvenser hos forsikringsselskaberne. Alene i selskabet Topdanmark blev der i 2023 registreret flere end 12.000 skader relateret til nedbør og skybrud – det er flere end dobbelt så mange som året før.

– Det, der før kunne betegnes som en 100 års-hændelse, er nu måske en hvert års hændelse. Og når der kommer så store mængder nedbør på én gang, er det svært at undgå vand inde i huset – især, hvis man har kælder eller et lavtliggende hus. Vandet kan fx komme ind gennem gulvafløb eller toiletter, fordi kloakkerne ikke kan tage de store mængder vand. Det kan også komme gennem kælderskakter og lysskakter eller en revne i en gammel kældervæg. Derfor vil der uundgåeligt være flere skader på baggrund af fx skybrud, siger fagekspert i Videncentret Bolius, Tine R. Sode.

Flere forsikringsselskaber hæver forsikringspræmier på grund af skybrud

Flere klimaeksperter er da også enige om, at der kun bliver flere skybrud i fremtiden. Derfor gik brancheorganisationen Forsikring & Pension allerede i starten af 2024 ud og varslede, at de mange skybrud kunne give stigninger i forsikringspræmierne hos boligejerne.

– Grundlæggende er en forsikring jo et risikofællesskab, og de penge, som udbetales som erstatning, skal komme et sted fra. Over de sidste par år har der været rigtigt mange skybrud og skader – det gør, at udbetalingerne stiger, og det betyder også, at priserne for kunderne kan stige. 

– I nogle selskaber har man måske allerede set i kortene, at erstatningerne ville stige, og så har man allerede indrettet præmierne efter det. Andre er blevet overraskede og hæver præmierne her og nu, mens en tredje gruppe af selskaber måske lige venter, indtil tendensen er mere stabil, fortæller underdirektør Pia Holm Steffensen fra Forsikring & Pension. 

Hun fortsætter:

– Det vil også variere fra selskab til selskab, hvorvidt man holder fast i det solidariske og hæver præmien kollektivt, eller om man har tariffer for den enkelte matrikel, hvor risikoen for skybrudsskader er høj – fx på grund af kælder.

Skybrud og stormflod – hvem dækker hvad?

  • Skybrud defineres som over 15 millimeter nedbør inden for en halv time, og her dækker din husforsikring som regel skader på inventar, hvis vandet trænger ind i boligen.
  • Stormflod betegnes i stedet som en oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i havet. Det er Naturskaderådet, som træffer afgørelse om, hvorvidt der har været stormflod i et område på et givet område. Her dækker din almindelige forsikring ikke, i stedet skal erstatning ske via Stormflodspuljen.

Kilder: Naturskaderådet og Videncentret Bolius

Stigende udgifter til skader efter skybrud

Topdanmark er et af de selskaber, der de seneste år har været ude og varsle prisstigninger på husforsikring. 
 
– Vi gør rigtigt meget for at undgå at bruge prisværktøjet – blandt andet ved at sikre gode indkøbsaftaler og blive bedre til at identificere risici og forebygge skader – men vi har de seneste år haft stigende udgifter til at udbedre de mange skader, siger Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark.

Vil husforsikring fortsat dække skader efter skybrud?

Lige nu dækker husforsikringen i de fleste selskaber ved skybrudsskader, men spørgsmålet er, om det kan fortsætte i fremtiden.

– Forsikringsselskaberne kan jo indrette sig, som de vil – de skal jo tænke alle risici ind, og her er kældre den helt store akilleshæl. Kældre er jo egentlig kun beregnet til opbevaring, men flere og flere bruger dem til beboelse, og her er selskaberne jo i deres gode ret til fx at sætte forbehold ind. Det kan være at sige, at de ikke dækker, hvis du har organiske materialer i kælderen – fx gipsvægge – som er mere udsat for skader, siger Tine R. Sode fra Videncentret Bolius.

Hun suppleres af Pia Holm Steffensen fra Forsikring & Pension.

– Vi kender kun til ét tilfælde, hvor et selskab har opsagt en skybrudsforsikring på en ejendom, hvor der ikke kunne dokumenteres tilstrækkelig klimasikring. Med den fremtid, vi kigger ind i, risikerer vi, at flere kan få svært ved at tegne husforsikring med skybrudsdækning. Her ønsker branchen at råbe politikerne op, så der bliver etableret klimasikring, så alle fortsat har mulighed for at tegne forsikringer i fremtiden. Og så vi også tager fat på den politiske samtale om, hvorvidt alle egne af Danmark kan og skal bebos i fremtiden.