Det største værelse går til det ældste barn

Tine Nielsen er arkitekt og redaktør hos Spørg Bolius. Hun mener, der er en ret naturlig forklaring på, at det oftest er det ældste barn, som får det største værelse.

- Det handler jo helt banalt om, at det er det ældste barn, der først har behovet for at have sit eget værelse. Det vil jo helt naturligt være dem, der begynder at sidde på værelset med lektierne eller have kammerater med hjemme, mens de yngre søskende måske stadig foretrækker at lege i stuen tæt på forældrene.  siger hun.

Børnepsykolog Margrethe Bruun Hansen er enig. Det ældste barn vil i sagens natur altid være lidt foran og vil derfor hele tiden være den, der har det største behov.

- Der er en naturlig logik i det. Det er også den ældste, som får den nye cykel, som nr. 2 så må arve. Den ældste vil altid være nogle skridt foran og vil derfor være den, der har mest behov for det store værelse, siger hun.

Det kan virke uretfærdigt, men behøver ikke nødvendigvis at være det.

- Man skal huske, at den lille aldrig har prøvet andet, så som regel er der også en accept af ”tingenes tilstand” eller det vilkår. Børnene skal føle sig elsket og set lige meget – men det kan gøres på mange andre måder, end hvem der får det største værelse, understreger Margrethe Bruun Hansen.

Lad det naturlige hierarki bestå

Faktisk anbefaler psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard også, at man ikke piller for meget ved det naturlige hierarki, der er mellem søskende.

- Man skal passe på at forstyrre den naturlige rangordning, der er mellem søskende. Så i mange familier vil der formentlig slet ikke blive sat spørgsmålstegn ved den fordeling, og så er der ikke nogen grund til at italesætte det, siger hun.

Samme tilgang har Margrethe Bruun Hansen. 

- Man skal kun åbne diskussionen om værelsesfordeling, hvis det er noget, børnene italesætter. Der er ingen grund til at trække en turnusordning ned over hovedet på børn i retfærdighedens navn, medmindre børnene selv efterspørger det. Langt de fleste børn foretrækker trygheden i det velkendte, siger hun.

I stedet kan man sætte fokus på at lade barnet få indflydelse på indretningen af værelset. 

- Lad barnet selv vælge fx tapet eller køjeseng. Hvad der nu skal til for, at barnet børn føler, at værelset afspejler deres personlige ønsker, anbefaler Margrethe Bruun Hansen.

Snak behov frem for retfærdighed

Størrelsen er da heller ikke den eneste faktor, der spiller ind, når der skal fordeles værelser i huset, viser undersøgelsen. Måske er det lettest, at de helt små børn har værelset tættest på forældrenes soveværelse, fordi de ofte vågner om natten. Det kan også være, teenageren bliver placeret for enden af fordelingsgangen, så resten af familien slipper for at høre på høj musik. Men det er faktisk kun 8 %, der angiver behov eller beliggenhed som begrundelse for fordelingen af værelser.

Men I det hele taget kan det være en god idé for familier at flytte fokus fra millimeterdemokratiet, hvor alle skal have det samme, mener Camilla Carlsen Bechsgaard.

- Det kan være en god øvelse for både børn og voksne at dreje snakken hen på fokus på behovsfordeling, frem for at alle får lige meget. Det kan jo godt være, storesøster har behov for et værelse, hvor der er plads til at hygge sig med veninderne. Eller omvendt, at det faktisk giver mening, at lillebror får plads til sin legosamling, mens storebror kan indrette sig på mindre plads med sin PlayStation. Det er en sund snak at have i familien, også når det kommer til andre ting end værelsesfordeling, siger hun.

Tilpas boligen

Tæt ved hver tredje svarer i undersøgelsen, at børnene i familien har lige store værelser. Tine Nielsen fra Videncentret Bolius ser da også en tendens mod større fokus på at skabe gode, store børneværelser i boligen.

- I dag er man måske lidt mere villige til at flytte en væg eller rykke ud af forældresoveværelset for at skabe gode vilkår for børnene end tidligere. Der er i dag mere fokus på børneværelset som opholds- og aktivitetsrum, og det stiller nogle andre krav end tilbage i 70’erne, hvor børneværelset måske mere havde karakter af et kammer med en seng og et skrivebord, siger hun.

Gennem sine mange år som pædagog og børnepsykolog har Margrethe Bruun Hansen også bemærket et øget fokus på retfærdighed gennem tiden.

- Der er i dag mere opmærksomhed på en lige fordeling uanset, hvor man er i søskenderækken. Men det er jo ikke altid, familen har den mulighed, og det behøver altså heller ikke være et traume for børnene, hvis det bliver håndteret rigtigt.