Har du mærker, skjolder eller ridser i dit trægulv, drømmer du måske om en gulvafslibning. Men skal du få en gulvsliber til at udføre arbejdet, eller skal du kaste dig ud i det selv?
Videncentret Bolius guider dig sammen med gulvsliber Jens Nielsen gennem seks videoer, hvor du både kan se, hvordan man sliber et fyrretræsgulv og få gode råd til processen generelt.
- Sådan ved du, om gulvet skal slibes
- Forbered dig inden afslibning
- Guide til udstyret
- Sådan sliber du gulvet pænt
- Typiske gør det selv-fejl
- Når gulvet er slebet færdig
1. Sådan ved du, om gulvet skal slibes
Ikke alle gulve behøver en slibning, men kig på gulvet og se, hvor slidt det er. Der kan fx være mærker og ridser i lakken, hvis der er tale om et lakeret gulv.
Hvis der er ridser i lakken, kan vand trænge ned under lakken, og det giver nogle mørke mærker i gulvet. I mange tilfælde vil der stadig være mærker – dog svagere – på gulvet, selvom du sliber det.
Nogle trægulve er lavet af et blødt materiale, fx fyrretræ, og på sådan nogle gulve kan der være spor efter høje hæle, stoleben eller lignende.
Inden du afgør, om dit gulv skal slibes, skal du finde ud af, hvilken type gulv du har. Vær fx opmærksom på, at laminatgulv ikke kan slibes. Tjek først, hvor tykt dit gulv er, for selvom du med den rette teknik højst sliber 0,5 mm af gulvet, skal der gerne være et slidlag tilbage på gulvet efter slibning. På et lamelgulv skal du gerne have 2-3 mm af det øverste lag inden slibning, mens der for et massivt gulv skal være 3-4 mm ned til fer eller not, hvor du sætter brædderne sammen.
Se i videoen ovenfor, hvordan du tjekker gulvets tykkelse.
2. Forbered dig inden afslibning
Inden du går i gang med at slibe gulvet, skal du sørge for at dykke alle søm og skruer – det vil sige, at de ikke stikker op over gulvets overflade, så de ødelægger slibemaskinen.
Det er også en god idé at reparere ødelagte brædder eller manglende knaster med træspartelmasse, inden du går i gang med at slibe.
3. Guide til udstyret
Du kan leje gulvslibemaskiner i et byggemarked, men tjek maskinerne grundigt, inden du går i gang.
Til selve gulvet skal du bruge en stor gulvslibemaskine, og her skal du bl.a. tjekke, at drivremmene ikke er beskadiget. Se i videoen ovenfor, hvordan du indstiller maskinerne, hvordan du skifter sandpapir og hvordan du styrer valsen.
Du skal også bruge en kantslibemaskine, som kan slibe gulvet langs væggen. Her er det bl.a. vigtigt at justere hjulene rigtigt, så du på den ene side ikke får lavet en dybere render langs væggen, og du på den anden side ikke misser et stykke af gulvet tættest på kanten. Få flere tips til at styre en kantslibemaskine i videoen ovenover.
4. Sådan sliber du gulvet pænt
Når du har tjekket udstyret og er klar til at slibe dit gulv, skal du prøve at finde den rigtige teknik.
Først skal du slibe med gulvslibemaskinen på den store gulvflade uden at komme for tæt på kanterne. Det gælder om at styre valsen, så der ikke kommer store hakker i gulvet.
Det er bedst at slibe på langs med træet. Hvis gulvet fx er skævt, kan du være nødt til at køre diagonalt for at få fat i træet. Det efterlader nogle slibespor, som du kan forsøge at fjerne, når du finsliber.
Som regel skal du slibe gulvet to gange. Først med en grov kornstørrelse på sandpapiret, der sliber gulvet ned, men som også efterlader gulvet med en ru overflade. Derefter går du til en finere kornstørrelse – ved slibning af et fyrretræsgulv som i videoen ovenover kan det fx være kornstørrelse 40 ved første slibning og 80 ved anden slibning – for at pudse gulvet af. Valget af kornstørrelse afhænger af gulvet og behandlingen, der er ved start, og det, du ønsker, når gulvet er færdigt.
Efter slibning med den store gulvmaskine sliber du kanterne med en mindre maskine. Tryk ikke for hårdt med maskinen, da du så risikerer at den laver brændemærker i træet.
Brug et skrabejern ved hjørner og rundt om fx radiatorrør. Slib efter med sandpapir i hånden.
Der vil være en lille kant mellem det område, du har slebet med den store gulvslibemaskine, og det område langs kanterne, som du har slebet med den mindre kantslibemaskine. Den kant kan du udjævne med en lille excentersliber, der stort set ikke efterlader slibespor. Endelig kan du give gulvet den sidste udglatning med en polérmaskine, som du også kan leje i et byggemarked, der dog er mindre avanceret end de maskiner, de professionelle gulvslibere bruger.
5. Typiske gør det selv-fejl ved gulvafslibning
Teknikken er en stor del af gulvafslibningen, og hvis du ikke har styr på den, risikerer du at lave mærker i gulvet, køre ind i rør og lignende eller ødelægge panelerne.
Andre typiske gør det selv-fejl:
- Starter du med for fin en kornstørrelse på sandpapiret, polerer du gulvet i stedet for at slibe det.
- Hvis du styrer gulvslibemaskinen med for hårde tag, risikerer du at lave valseriller i gulvet. De kan i nogle tilfælde være uoprettelige og kan kun fjernes, hvis gulvet slibes helt ned, så det bliver meget tyndt.
- Hvis maskinen er skæv, giver det ’kutterslag’ i gulvet, så hele gulvet bølger.
- Kører du for tæt på væggen med den store gulvslibemaskine, risikerer du at smadre panelerne. Samtidig får du en rende i gulvet langs væggen i stedet for en jævnere overgang.
- Hvis du lakerer, kan der komme rullestrøg. Det sker, hvis du putter for meget lak på, der ikke når at tørre, før du putter det næste lag på, så du trækker søer af lak rundt. Det kan reddes ved at pudse gulvet op igen – men så er det som at starte forfra.
6. Når gulvet er slebet færdig
Når du er færdig med gulvslibningen, skal du vælge behandling til gulvet. Vær opmærksom på, at behandling og trætype skal passe sammen, og at valget af behandling har indflydelse på, hvordan du efterfølgende skal vedligeholde gulvet. Du kan også kontakte en gulvsliber til behandlingen af gulvet.