Spørg Bolius
Dampspærre i loft på badeværelse?
Jeg er i øjeblikket ved at etablere nyt badeværelse i vores ældre villa fra 1926. Boligen er i to plan hvor badeværelset etableres i stueplan. Mit spørgsmål går på om det skal dampspærre over i loftet i etageadskillelsen på badeværelset. Vi påtænker troldtekt lofter i badeværelset. I henhold til sbi 252 skal lofter udføres lufttætte for at undgå opstigende fugtig rumluft. Men er troldtekt så "åben" at der skal etableres dampspærre, i mordsætning at traditionelt gips loft? På 1 sal over badeværelset er der børneværelse og et lille overlab af badeværelse.
Mvh Martin
Hej Martin.
Det er et interessant spørgsmål.
Sbi angiver også at der ikke må anbringes dampstandsende lag i lofter mellem to vådrum, fordi et damstandsende lag kan opsamle vand og derved forsinke konstatering af utætheder i overliggende vådrumsgulve.
I praksis anses en bygningsdel for lufttæt, når den har en dokumenteret luftpermeabilitet, der er mindre end 0,00005 l/(m2 s Pa). - jf. Sbi vejledning 214
Træbetonlofter som Troldtekt er gode i vådrum, og kan tåle stor fugtpåvirkning. Men jeg har ikke oplysninger om hvor lufttætte de er - eller hvilken z-værdi de har. Jeg vil råde dig til at undersøge dette hos Troldtekt.
Samlingerne er under alle omstændigheder ikke tætte.
Man bruger normalt ikke dampspærre i etageadskillelser mellem opvarmede rum - men de vil omvendt heller ikke gøre skade når temperaturen på begge sider af dampspærren er ens.
Og i dette tilfælde vil et lufttæt lag alt andet lige holde damptrykket inde i badeværelset, og derved opfylde kravet om lufttæthed. Herudover er der behov for god ventilation af badeværelset.
Det (teoretiske) tilfælde hvor dampspærre i etageadskillensen kan være en udfordring, vil være hvis temperaturen i badeværelset er markant koldere end det ovenliggende rum. Så er der risiko for kondensdannelse, idet dampspærre skal være placeret på den varme side. Men - det scenarie er vist ikke aktuelt i en beboelse.
Se mere her:
Med venlig hilsen