Spørg Bolius

Dampspærre i fritidsbolig?

Spørgsmål vedr. dampspærre. Gammel hus, ydervægge støbt i beton, jeg har isoleret med 100 mm. Rockwool samt er der skelet af træ indvendig. De 100 mm. er det max, der anbefales. Skal jeg bruge dampspærre her ?

Hus bliver fritidsbolig og vil om vinteren står med temp. 10 grader med en luft til luft varmepumpe. Skal der også dampspærre i badeværelset, da der også kommer vådrumsmenbram.?

Jeg er i tvivl, da der er delte meninger vedr. dampspærre.

Jeg isolerer med 300 mm i loft og skråvægge og her vil jeg bruge dampspærre.

Når du har lavet en indvendig isolering med et skelet af træ, bør du opsætte en dampspærre for at undgå at fugtig rumluft kondenserer når det rammer den koldere overflade inde i konstruktionen.

En hurtig tommelfingerregel er - organisk konstruktion = dampspærre, uorganisk konstruktion = ingen dampspærre. Derudover også opvarmningsdelen - uopvarmet = ingen dampspærre, Opvarmet = dampspærre.

Jeg går ud fra du også periodevis skal anvende og opvarme huset i vinterhalvåret.

Dampspærre. Læs om de forskellige typer | Undgå skimmelsvamp og råd (bolius.dk)

Man må ikke anvende dobbelt dampspærre, så hvor der er vådrumsmembran skal du ikke anvende dampspærre.

Vi har tidligere haft spørgsmål om dampspærre i sommerhuse, som du måske også kan bruge:Dampspærre i sommerhuse (bolius.dk)

BYG-ERFA har ligeledes lavet et erfaringsblad kaldet "Uopvarmede og kortvarigt opvarmede bygninger – dampspærre i klimaskærmen?"

Heri angives bl.a. at dampspærre er overordnet set unødvendig i uopvarmede eller delvis opvarmede bygninger. Alligevel anbefales anvendelse af dampspærre, fordi mange nye sommerhuse på et tidspunkt må forudses at blive benyttet som boliger i henhold til de i dag gældende regler for fx pensionister. 

Der kan i enkelte tilfælde opstå sommerkondens, hvor fugtsugende ydervægge opfugtes og herefter solopvarmes. Ved opvarmning af facaden drives fugten indad (fugtstrømmen følger varmestrømmen). Fugten kondenserer på dampspærren som er kold uden for sommersæsonen. Risiko for sommerkondens reduceres væsentligt ved at holde bygningen svagt opvarmet under vinterforhold. Der kan eventuelt anvendes en fugtadaptiv dampspærre i stedet for PE-folie.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden