Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Da Jesper og Annette Bach overtog den nedslidte bungalow i Åbyhøj, ville de først bygge til i længden. Men en eftermiddag kom arkitekt Rasmus Bak fra Baks Arkitekter, som parret kender privat, forbi. Han kravlede op på taget, og her fik han idéen til en helt anden slags udvidelse: At bygge en etage ovenpå det eksisterende hus.
De første streger til den nye førstesal blev slået den eftermiddag på et foto i salgsopstillingen, og i dag er den lille bungalow forvandlet til en flot, hvid villa i 2 etager med tydelig inspiration fra funkisvillaer fra 1930’erne.
Arkitekt fik dispensation til at bygge 1. sal
Overbygningen på bungalowen kom dog ikke i stand uden en del forhindringer. Arkitektens ideer harmonerede nemlig ikke helt med byggereglerne i området. Men ved at inddrage kommunen meget tidligt i processen og dokumentere, at byggeriet ikke ville skabe gener for naboerne, lykkedes det arkitekten at få en dispensation.
Gevinsten ved at bygge ovenpå i stedet for til er bl.a., at familien har fået mere plads i haven til terrasser og hyggelige uderum. Dertil kommer, at de har fået en flot udsigt over Åbyhøj og ådalen vest for Aarhus, og fantastiske lysindfald fra førstesalens store vinduespartier.
Indretning passer til børnefamilie
Hele indretningen er udtænkt, så den passer til en familie med 3 små børn. Der er legezoner i stuen, som ligger i forlængelse af køkken-alrummet, hvorfra der er udgang til aftenterrassen bag huset. Desuden er en stor zone på førstesalen bygget med lette skillevægge, så det er nemmere at lave om på rumfordelingen, når børnene bliver større.
Se flere af arkitekt Rasmus Baks projekter på danskeboligarkitekter.dk
Opgøret om hallen
Selvom Annette og Jesper var nemme at få med på idéen om en ny førstesal, har de flere gange i processen følt sig positivt udfordret af arkitektens ideer, bl.a. da der skulle findes en løsning på trappen mellem de 2 etager.
Parret ville gerne have mest muligt ud af kvadratmeterne, og derfor forestillede de sig en minimal trappe. Men Rasmus Bak foreslog i stedet at bruge 2x10 kvadratmeter til en hall, der åbner op til førstesalen, så snart man kommer ind ad hoveddøren.
Hall er et af husets bedste rum
- Det var lidt af en åbenbaring for os, da Rasmus kom med ideen om hallen. Jo, det kostede nogle kvadratmeter i udnyttelsen, men vi var med på ideen, forklarer Jesper.
Rasmus Baks argumenter for hallen var, at den ville binde de 2 etager bedre sammen og gøre det lettere at se og snakke med børnene, der har værelser på førstesalen.
- Det rum er jeg simpelt hen så glad for. Det er noget af det, vi er allermest tilfredse med, siger Jesper Bach.
Fakta om den moderne funkisvilla
Familien Bach fik en moderne funkisvilla i 2 planer. At bygge i højden har givet mere plads til både have og en glidende overgang mellem inde- og uderum, som var et varmt ønske fra parret. Fra køkken-alrummet er der udgang til en morgenterrasse, og fra stuen til en aftenterrasse/gårdhave. Førstesalen har store vinduespartier/lysindfald på de 3 sider, der får mest sol.
Proces: Arkitekten har lavet tegningerne til boligen i tæt samarbejde med parret. Han har også haft kontakten til kommunen, medvirket til projekteringen, byggeaftale samt givet indspark til indretningen, da huset var bygget. Jesper Bach har selv bygget med undervejs og stået for en del af projektet selv, men anbefaler at lade arkitekten stå for projektledelsen, hvis du ikke har erfaringer med det. Annette og Jesper har selv anlagt haven.
Materialevalg udvendigt: Hvidpudsede mursten, tag af sort tagpap og regnværn af forpatineret sort aluminium. Vinduer fra IdealCombi, fremstillet af træ-komposit-aluminium (yderside af sort alu, hvidmalet træ på indersiden). Morgen- og aftenterrassen er opført i hårdt massaranduba-træ.
Materialevalg indvendigt: Corian-bordplader i køkken og bad. Planker af eg går igennem hele boligen, kombineret med italienske fliser i 60x60 cm i bad og entré. Trappens gelænder er glasplader, der også er sat uden på førstesalens terrassedøre som et gennemsigtigt alternativ til en fransk altan.
Pris: 2,5 mio. kr. Arkitekthonorar: 75.000 kr. Rådgivningen omfattede skitseforslag og godkendelse hos myndighederne samt æstetisk delrådgivning.