Et skur, plankeværk eller et faldefærdigt lysthus kan være rart at have. Men er det grimt og kedeligt, kan du gøre det smukkere ved at plante bær- og frugtbuske på sydvendte vægge.
Den helt store gevinst er synet af levende planter på den ellers døde væg. Til gengæld må du leve med, at opstammede bær- og frugtbuske vil besværliggøre vedligeholdelsen af træværket. Og så er det langt fra alle bær- og frugtbuske, der er velegnede til at blive placeret op ad en væg.
Velegnede frugtræer, bærbuske og planter til placering op ad træbeklædning
- Hindbær
- Taybær
- Stikkelsbærkiwi
- Brombær
- Chili
- Tomatplante
- Vin
- Peberfrugt
- Æble-, pære, blommetræer som espalier
Hindbærbuske er velegnede rundt om havens småskure
Hindbærbuske er perfekte til at stå i geled. Også slyngplanter som brombærbuske egner sig godt til at trække på rækker. Hvis du vil bruge brombær, kræver det dog, at du trækker vandrette tråde hver 30. cm. Stikkelsbær, ribs og solbær skal du derimod ikke bruge til at dække dit skur eller hegn, fordi de vokser i bredden og derfor vil kræve konstant beskæring.
En anden rigtig god slyngplantebærbusk er stikkelsbærkiwi. Frugterne ligner stikkelsbær, men de er langt større og ikke lodne, og du kan binde busken op som espalier på samme måde som vinstokplanter.
Espaliertræer kan pryde skur og lysthus
I det hele taget er alle bærplanter, der kan slynge sig, velegnede til vægbeplantning. Frugttræssorter som espalier kan også være en god og flot løsning på en bar og kedelig væg.
Æble-, pære-, kirsebær, fersken-, nektarin-, og blommetræer som espalier er fx gode valg til en sydvendt skurvæg, et plankeværk eller en carport. Grenene kommer i etager og kan bindes op ved at trække vandrette snore, der kan bære frugten og grenene. Et frugtræ som espalier har desuden den fordel, at det bærer mere frugt end et almindeligt frugttræ.
Lav en væg med chili, peberfrugt eller tomat
Du kan også skabe liv på en bar eller grim væg ved at plante tomater, peberfrugt eller chillier.
Tomatplanter bliver væsentligt større end peberfrugt- og chiliplanter, men kan være drilske og risikere at rådne, hvis der kommer for meget nedbør. Du kan dog sagtens få meget succes med dem. Husk at planterne ligesom bærbuske skal bindes op vandes jævnligt, så de ikke udtørrer på den solrige væg.
Plant ikke spiselige planter op af trykimprægneret træ
Før du planter bærbuske, frugttræer eller andre sorter med spiselige frugter op ad en væg, skal du vide, hvilken slags træ væggen er lavet af.
Trykimprægneret træ er ikke noget, man skal blande med planter, man kan spise, for der vil dryppe væske med kobber og svampemidler fra træet og ned i jorden de første mange år af træets levetid. Hvis man vil beklæde en væg med planter, skal vægbeklædningen derfor være lavet af lærketræ, thuja eller cypres.