Hun fylder hele sit hjem med dem, hun arrangerer dem, hun planter om, hun laver stiklinger, hun poserer med dem, hun danser med dem, og hun tager selfies med dem.
Det handler alt sammen om glæden ved at fylde sit hjem med grønne planter, når ”crazyplantgirldk” slår sig løs med vilde videoer og smukt iscenesatte fotos på det sociale medie Instagram.
Bag den skøre plantekvindeprofil gemmer sig 42-årige Stinne Piotrowsky, og hun har i ekstrem grad fyldt sin fireværelses lejlighed i Odense med planter. Omkring 300 styk opgør hun det selv til. De findes i alle boligens rum og i flere lag: stående på gulv, borde og reol eller hængende i loftet.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
– Jeg har hørt mange gange fra andre, at nu skal du da vist heller ikke have flere planter i lejligheden. Og jeg tror måske også selv, at grænsen er ved at være nået, konstaterer plantesamleren.
Stinne Piotrowsky er langtfra professionel i kunsten at få planter til at gro. Hun husker fx, at hun engang – før hendes nuværende planteinteresse slog igennem – havde en cowboykaktus, som det næsten lykkedes hende at tage livet af.
Planter blev terapi
– Men for omkring fire år siden blev jeg sygemeldt med stress og depression og havde det rigtig dårligt. En dag købte jeg et bønnetræ, som voksede og blev stort og flot. Jeg oplevede en stor glæde ved at se, at planten trivedes, fordi jeg passede og puslede om den. Derfor kom der efterhånden flere planter til. Det blev ren terapi for mig og balsam for sjælen og handlede ikke bare om at have noget pynt, fortæller Stinne Piotrowsky.
Bønnetræet overlevede dog ikke i sidste ende, men på det tidspunkt havde Stinne Piotrowsky fået så meget hul på interessen for grønne planter, at en enkelt fiasko ikke slog hende ud.
Googlede sig til viden
I starten gik hun ret systematisk frem og googlede alle planter. Hun noterede omhyggeligt deres egenskaber ned i en bog, hvordan de skulle passes, hvor meget lys de skulle stå i, og hvor meget vand de skulle have.
– Men efterhånden fik jeg pasningen mere og mere ind på rygraden og fandt mine egne metoder. Jeg begyndte også at eksperimentere mere med både dyrkning og arrangementer.
To nemme planter og en lidt svær
Monstera deliciosa – også kaldet fingerfilodendron eller Instagramplanten, fordi den er blevet en modeplante, der ofte afbildes på de sociale medier.
Guldranke, Epipremnum aureum – hængeplante, som er nem at lave stiklinger af.
For de lidt mere erfarne fingre:
Alocasia – får store, tykke og glinsende blade, der føles som velour. Specielt Alocasia ’Frydek’ er Stinne Piotrowskys favorit.
Selvom der i dag står planter overalt i lejligheden, er der meget lidt jord i potterne.
– Det bruger jeg stort set ikke. Man kommer let til at overvande, når planterne står i jord, og der kan også komme skadedyr. I stedet dyrker jeg i et plantekrukkesubstrat, Lechuza Pon, der indeholder gødning. Desuden dyrker jeg også flere stueplanter i vand, fortæller Stinne Piotrowsky.
Grænsen er ved at være nået
Som hun selv nævner, er grænsen ved at være nået for, hvor mange potteplanter lejligheden kan rumme. I dag køber hun stort set ikke nye planter, i stedet er det blevet en sport at ”propagere”, som hun kalder det. Det vil sige lave stiklinger.
– Over halvdelen af mine planter har jeg selv lavet. Det sjoveste er at tage en lille stikling fra uden rødder og så få den til at danne rødder og udvikle sig. Det er utrolig givende, at du på den måde kan skabe nyt liv i stedet for at købe en ny plante, siger Stinne Piotrowsky, der også er begyndt at forære mange planter væk. Både for at glæde andre, men også i erkendelse af, at der nok ikke kan klemmes ret mange flere planter ind i lejligheden.
9000 følger med på Instagram
Mens plantesamlingen voksede og voksede, sagde den ældste af Stinne Piotrowskys tre sønner en dag til hende: ”Mor, du skal da på Instagram!” Og også her tog det ene billede og video efterhånden det næste, mens antallet af følgere voksede. I dag er tallet på lidt over 9.000, og de tæller både danske og udenlandske. Et helt specielt fællesskab er opstået mellem plantegale fra hele verden takket være de sociale medier, hvor der byttes og udveksles stiklinger og gode råd. Stinne Piotrowsky behøver heller ikke længere sin søns hjælp, når der skal filmes. Det gør hun efterhånden ret godt selv med det fornødne udstyr ved hånden.
– En dag sagde min søn til mig, at nu var jeg blevet en rigtig influencer. Men egentlig synes jeg bare, at jeg er en plantemor, der har det sjovt.