Man hører ofte, at det er en god idé at vaske sengetøj hver eller hver anden uge. Og det er også, hvad de fleste danskere gør. Ifølge en undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius i december 2020 skifter 7 ud af 10 danskere sengetøj hver eller hveranden uge.
Men hvis sengetøjet ikke er beskidt, og ingen i familien lider af allergi, er det faktisk ikke nødvendigt at vaske sengetøjet så tit.
Bemærk, at det er enormt svært at sætte konkret tid på, hvor ofte et sengetøj skal skiftes. Derfor er det en god idé at etablere en god fast vane, så der ikke skal tænkes så meget over, hvornår det skal gøres.
Hyppigheden af, hvor ofte sengetøjet skal skiftes og vaskes vil afhænge af flere faktorer, som eks.: 1. Hvor mange sover i sengetøjet, 2. Hvilke miljøer færdes personerne i igennem dagene? Hvornår og hvor ofte bader de, der sover i sengetøjet? 4. Færdes der husdyr, børn eller bruges sengen til at opmagasinere ting i løbet af ugen? Og mange andre hypotetiske elementer, der kan gøre at sengetøjet helt naturligt bliver hurtigere beskidt. Så en god tommelfingerregel er at bruge sine sanser og evaluere sengetøjet fra tid til anden. Skift sengetøjet efter behov, men lider du af allergi eller astma, så skal sengetøjet vaske minimum hver 14’ende dag ved 60 grader.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Tøjvask koster ressourcer
Det koster tid, vand og strøm at vaske tøj, og miljøet forurenes med CO2 og kemikalier. Derfor er det en god idé at lade sengetøjet blive på, til det virkelig trænger.
Hvis du er sund og rask, bliver du ikke syg af at sove en måned i det samme sengetøj. Du ligger så at sige bare i dig selv. I gamle dage blev sengetøjet skiftet til jul, forår og efterår. Kommer der urin, blod eller opkast i sengen, skal sengetøjet naturligvis skiftes.
Hvis du har allergi
Lider du af astma eller allergi, anbefaler Astma-Allergi Danmark, at du vasker sengetøj ved 60 grader mindst hver 14. dag. Dyner og puder skal vaskes fire gange årligt ved 60 grader og tørre i tørretumbler. Astma-Allergi Danmark anbefaler desuden, at man som astmatiker eller allergiker bruger rullemadras, som også skal vaskes fire gange om året ved 60 grader - så er der en barriere ned til selve madrassen, der ikke kan vaskes.
Kilde: Lise Nørgaard, kommunikationschef, Astma-Allergi Danmark
Daglig rengøring af sengen
- Ryst dyne og pude. Børst lagnet med hånden og ryst dyner og puder hver morgen. Ryst dem gerne ud af det åbne vindue, og lad dem gerne hænge og tørre i den friske luft, hvis du har tid. Når dynen luftes, tørrer den hurtigere.
- Luft dyne og puder hver 14. dag. Tag dyner og puder udenfor hver 14. dag, ryst dem grundigt og lad dem hænge et stykke tid og tørre et sted med skygge.
- Red IKKE sengen. Lad være med at rede sengen og læg heller ikke sengetæppe på. Når du reder sengen lige efter, du er stået op, holder du på fugten i sengen, og det giver gode forhold for husstøvmider. Læg dynen i fodenden med undersiden op, så dynen kan tørre helt.
Så meget sveder du hver nat
Vi opholder os i gennemsnit 7-8 timer i soveværelset hvert eneste døgn, og det skaber store mængder fugtig luft. Et menneske sveder omkring 2 dl vand hver nat.
Kilde: Anne Grethe Rasmussen, husholdningsøkonom
Månedlig rengøring af sengen
- Skift sengetøj en gang om måneden eller oftere, hvis du synes, det trænger. Luft gerne dyner og puder i samme ombæring, så dun og fibre kan tørre helt, og gøre betingelserne for husstøvmider væsentligt sværere.
- Bank madrassen når du skifter sengetøj. Det er en god idé at tage madrassen udenfor og banke den grundigt igennem med en tæppebanker, for at få støv og skidt ud. Alternativt kan du bruge en støvsuger til madrassen.
- Vask sengetøjet på et normalprogram ved 60 grader. Ved sygdom, eller hvis der et kommet fx opkast, urin og afføring på sengetøjet, vaskes det ved 90 grader. Blodpletter lægges i koldt vand 10 min inden vask ved 60 grader.
Vask kun sjældent dyner og puder
Er du sund og rask, behøver du sjældent eller slet ikke at vaske dyner og puder. Støvpartikler generer kun næsen, når de svæver rundt i luften, og når dun og fjer vaskes, fjernes det fedt/vokslag, der ellers ville holde på de små støvpartiker, så de ikke flagrer rundt. Når du vasker dyner og puder, kan der desuden være sæberester tilbage, som kan virke irriterende.
Dyner af syntetisk materiale har ikke samme vokslag, men behøver også kun sjældent vaskes. Kig på dynens vaskeanvisning.