Lyst, mørkt eller pangfarvet
Rådet lyder ofte at vælge neutrale, lyse gulve i stedet for mere markante gulvmaterialer. For et gulv er dyrt at skifte ud, og du skal se på det i mange år, så det er ærgerligt at lade sig rive med af en enkelt sæsons boligtendens. Der er altså gode argumenter for at spille sikkert. Men afskriv ikke de mere markante gulve for hurtigt.
Et mørkt gulv kan samle rummet og ser ikke beskidt ud lige så hurtigt som et lyst gulv, og det kan især fungere godt i rum med stort lysindfald. Det giver også en god kontrast, hvis du har hvide vægge og lyse møbler.
Vælger du et mørkt gulv, består kunsten i at dosere det mørke, så du ikke samtidig har tunge, mørke møbler og mørkt træværk om vinduerne. Det bliver for dystert.
Kun få vover at vælge gulv i en markant farve, men et farvespark kan give en god effekt. Et godt sted at farveeksperimentere er f.eks. i en lille mellemgang, hvor du lettere kan skeje ud end i den store opholdsstue. Husk, at gulvet giver genskin til rummet, så et rødt gulv vil f.eks. give hvide vægge et rødligt skær.
Mønster eller ensartet flade
Generelt kan et større rum bære mere urolige gulvoverflader end små rum. Tænk også over rummets form. I et rum med mange kanter og indhak kan du skabe visuel ro med et ensfarvet gulv, mens du bedre kan lege med mønstre i et helt regulært, firkantet rum. Du kan skrue op for, hvor meget spil du vil have i gulvoverfladen, afhængigt af hvor meget gulvet må påvirke rummet.
Et helt ensfarvet gulv uden tydelige samlinger træder i baggrunden og lader til gengæld møbler og anden indretning få opmærksomhed. Ønsker du den effekt, kan du vælge betongulv, banevarer som linoleum, et malet trægulv eller stavparket, som også giver en rolig overflade.
Når du vurderer vareprøver af gulve, så husk, at mønstre og nistrede flader virker mere urolige, når du ser dem tæt på, og de vil fremstå mere ensartede på en stor gulvflade. Vælger du et gulv med et flot parket- eller flisemønster, så indret rummet enkelt, og lad gulvet komme til sin ret.
Når gulvtyper møder hinanden
Det giver en flot helhed i boligen, hvis det samme gulvmateriale bruges flere steder, f.eks. i stue og gangarealer. Men da der er forskellige krav til gulvet i boligens rum, kan det være svært at undgå, at forskellige gulvtyper møder hinanden. En flot og let overgang er ved et dørtrin i en døråbning. Kan det ikke lade sig gøre, er den bedste løsning en fuge imellem gulvene, der i så fald skal lægges i præcis samme højde. Nødløsningen er en skinne.
Udfordringen med at blande gulvtyper bliver især synlig i de store køkken-alrum, for et godt køkkengulv er ikke nødvendigvis et godt stuegulv. Det kan være en god idé at vælge trægulv til køkken-alrummet og så tage sliddet med det ekstra vedlige-hold i køkkenregionen fremfor at lægge hårde fliser i hele rummet, men det er en smagssag.
Lægger du hver sit gulvmateriale i rummets køkken- og stueafdeling, fungerer det bedst med kontrast mellem de to gulve. Du kan alligevel ikke skjule forskellen, så vend det til en fordel, og sørg for at placere overgangen, så den markerer en naturlig opdeling af rummet. Lad den f.eks. flugte med kanten på kogeøen. Vil du undgå en skillelinje i køkken-alrummet, så overvej et linoleumsgulv, for det er velegnet som både køkken- og stuegulv.
Hvordan bliver lyden i rummet
Jo mere glat og hård en gulvoverflade er, jo mere kaster den lyden tilbage og giver efterklang.
Dårlig akustik er et kæmpe problem i moderne boliger, hvor man simpelthen har glemt at tænke på det.
Du skal især tænke over gulvets akustiske egenskaber, hvis du har store, åbne rum med højt til loftet og få møbler. Så kastes lyden mellem de store, åbne flader. Polstrede møbler, bogreoler, gardiner og tæppe på gulvet er alt sammen med til at forbedre akustikken, så jo mere enkel og stringent din boligindretning er, jo vigtigere er det, at dit gulv behandler lyden godt.
Et massivt trægulv på en strøkonstruktion har de bedste lydegenskaber, fordi det er eftergivende, mens fliser og klinker er det værste. Et gulv betyder rigtig meget for et rums akustik, så overvej, om drømmegulvet er besværet værd, hvis det betyder, at du må sætte grimme gipsplader op i loftet for at opveje den dårlige akustik.
Brug gulvets linjer
Hvis du lægger trægulv eller fliser, så brug linjerne mellem planker eller fliser bevidst. Linjer mellem planker kan enten forlænge rummet visuelt eller få det til at virke bredere, afhængigt af hvordan du lægger dem.
Hovedreglen er at lægge gulvplanker i rummets eller bygningens længderetning. Fuger mellem planker kan også bruges æstetisk. De giver rummet karakter og kan understrege dets ganglinjer.
Sådan vurderer du gulvmaterialets udseende
- Lån en vareprøve med hjem, der er så stor som muligt - helst 1 m2.
- Se den an i både morgenlys, aftenlys, kunstigt lys og skygge.
- Læg vareprøven under sofa-bordet eller en spisebords- stol, så du kan se, hvordan gulvet fungerer med dine møbler.