1. Vælg træsort efter udseende og slidstyrke
    Fyr, gran og birk er lyse, men også relativt bløde og ikke så slidstærke. Andre træsorter som bøg, eg og ask er derimod mere robuste over for dagligt brug.

  2. Vælg også træsort efter rummets funktion
    I køkkenet er det en god idé at vælge en hårdfør træsort. Til soveværelset kan du derimod godt vælge en blødere og sartere gulvtype.

  3. Vælg massivt trægulv for lang holdbarhed
    Planke- eller parketgulve er det mest langtidsholdbare. Tykkelsen på plankerne giver gulvet god stabilitet og sikrer lang holdbarhed og mulighed for gentagende afslibninger.

  4. Vælg billigere lamelgulv, hvis holdbarheden ikke er første prioritet
    Lamelgulve består af lagopbyggede brædder med en kerne af massivt træ, krydsfiner eller spånplade, som er belagt med et tyndt lag træ øverst. Denne gulvtype har så tyndt et slidlag, at du maksimalt kan slibe det et par gange afhængig af slidlagets tykkelse, før du kommer ned til MDF- eller krydsfinérlaget.

  5. Vælg gulv ud fra vedligeholdelse
    Et lud- eller ubehandlet trægulv er mest krævende. Et oliebehandlet gulv er mere modstandsdygtigt over for snavs og fugt end et ubehandlet gulv. Et lakeret gulv er nemmest at holde, men er der kommet skader i lakken, skal du afslibe og genlakere, og det er tidskrævende.

  1. Husk, at der både skal være plads til gulvet og konstruktionen
    Undersøg, hvor meget brædderne eller plankerne samt den underliggende trækonstruktion, kaldet strøer, fylder. Det er særligt ved døråbninger, du skal måle op.
  2. Læg svømmende gulv som alternativ til efterisolering
    Hvis dit gulv er koldt, og du ikke kan efterisolere, kan du lægge et svømmende gulv oven på det eksisterende gulv. Det opbygges med hårde isoleringsplader, som lægges direkte oven på det eksisterende gulv. Oven på isoleringen lægges det nye gulv. Svømmende gulve er også gode til at dæmpe trinstøj.
  3. Læg gulvet i den rigtige retning
    Læg gulvet på tværs af den underliggende, bærende konstruktion.
  4. Følg længderetningen
    Læg gulvet i rummets længderetning for et længere og smallere udtryk, og læg det på tværs for et kortere og brede udtryk.
  5. Vær opmærksom på ulemperne ved gulvvarme under trægulv
    Træ isolerer ganske godt, og du kan risikere, at du skal bruge mere energi på at opvarme et rum med trægulv, end du skal bruge i et rum med fx klinkebelægning. Vær også opmærksom på, at gulvvarmen kan udtørre træet, og gulvet derfor kan få flere sprækker i samlingerne mellem plankerne.

Pris eller kvalitet?

Vælg ikke et for billigt produkt. Særligt i huse og hjem med både børn og dyr kan et ‘for’ billigt trægulv være slidt ned på kort tid.

Overvej derfor nøje hvilken belastning der kommer på gulvet. Omvendt kan det være en fordel med et billigere gulv, der er nemt at adskille igen, hvis I har planer om at bygge om eller flytte inden for en overskuelig fremtid.

Kig også efter miljømærkerne, når du skal vælge trægulve. Mærkerne FSC- og PEFC sikrer, at det træ, du køber, lever op til en vis standard og er fældet og bearbejdet under bæredygtige forhold, hvilket især er vigtigt, hvis du går efter de mere eksotiske træsorter.

Bør jeg overveje gulvets udseende? 

Hvilken stil er du til? Hårdt og mørkt træ eller lysere, blødere træsorter? Overvej nøje, hvilket massivt gulv du lægger – det skal ligge der i mange år. Undersøg og vurdér også træets struktur og åretegning, og tænk grundigt over, hvilket lægningsmønster der passer til jeres smag og fremtidige slid. 

Husk blandt andet:

  • Brug smalle brædder i små rum. 
  • Læg brædderne med længderetningen parallelt med facade eller primære vinduesfacader. 
  • Brug ensartede parketgulve med et enkelt langsgående forbandt i små rum. 
  • Vælg enkle og små lægningsmønstre i små rum. 
  • Vælg lyse gulve, hvis du vil have et lyst rum, eller hvis der er minimalt lysindfald. 
  • Vælg kun brede brædder, store eller komplicerede lægningsmønstre eller store farvevariationer i meget store rum.
  • Er gulvet en dekoration i sig selv, så dæmp øvrige indretningselementer, så gulvet får lov at træde frem. 

Hvordan vedligeholder jeg gulvet? 

Gør dig helt klart, hvor meget tid du vil bruge på vedligeholdelse af dit trægulv. Spørg producenten eller sælgeren, når du køber gulvet, hvor mange timer og kroner du skal bruge på vedligeholdelse. 

Sammenligning af udvalgte gulvtyper

Materialer til gulv

CO2e kg pr. m²
Prisniveau
Levetid
Vinylgulv
15,21
Linoleumsgulv
-0,17
Betongulv
14,10
Flisegulv
11,03
Laminatgulv
-6,59
Parketgulv
-7,50
Flere
Sådan bruger du grafikken
Ovenover kan du sammenligne udvalgte byggematerialer.

Klimaaftrykket er et udtryk for, hvor meget det belaster klimaet at producere materialet. Klimaaftrykket er målt i CO2e – CO2 og andre drivhusgasser – det belaster klimaet fra produktion til opsætning og sammenligner med udvalgte materialer inden for samme kategori. Er klimaaftrykket negativt, betyder det, at det er godt for klimaet. Tallet kan variere ved forskellige produkter og kan opgøres i forhold til forskellige enheder.

Prisniveauet er et udtryk for, hvordan de udvalgte materialer ligger i forhold til hinanden og ikke i forhold til byggematerialer generelt. Der er tale om gennemsnitlige priser, da der er prisvariationer inden for alle materialer. Det er rene materialepriser for gulvbelægning. Udgifter til den resterende konstruktion og eventuelt til professionelle håndværkere for at lægge gulvet er ikke medregnet. 1 pengesæk angiver det laveste prisniveau, mens 5 pengesække angiver det højeste.

Levetiden er et udtryk for, hvordan de udvalgte materialer ligger i forhold til hinanden og ikke i forhold til byggematerialer generelt. 1 timeglas angiver den korteste levetid, mens 5 timeglas angiver den længste.