Spørg Bolius
Andelsforening - hvorfor ikke stemme for at hæve værdien af andelskronen og prisen på lejlighederne?
Hej med jer.
Jeg bor i en andelsforening i København som i mange år har fulgt den forældede offentlige ejendomsvurdering, men som for et par år siden er skiftet til valuar. Dengang stemte vi prisen forsigtigt op( vi havde 2 forskellige vurderinger og tog den mindste). I år skal vi tage stilling til prisen igen. Andelskronen ligger væsentligt under lignende foreningers andelskrone i området. Er der nogen grundt til ikke at stemme prisen gevaldigt i vejret?
Der er lange ventelister og der har ikke i mands minde været problemer med at sælge. Økonomien er bund solid og kørt efter forsigtighedsprincippet i årevis.
Venblæig hilsen Jens T
Hej Jens T
Jo – der kan være flere grunde til at stemme imod en kraftig stigning i andelskronen. Du kan selv vurdere gyldigheden af de enkelte grunde:
1: Andelshavere have et ønske om, at skaffe deres børn, nærmeste familie og eventuelle venner på ventelisten en billig adgang til en lejlighed i ejendommen.
2: Hvis foreningen presser andelskronen maksimalt i vejret, bliver det muligvis en anden type beboere, der flytter ind i fremtiden.
3: Hvis andelskronen og dermed prisen for en lejlighed er alt for høj, kan eventuelle sælgere bliver nødt til at hyre en mægler, for at få boligen solgt.
4: Det kan blive sværere for foreningens bestyrelse at få godkendt større vedligeholdelses- og forbedringsarbejder, hvis mange andelshavere har købt deres lejlighed dyrt og dermed betaler af på et dyrt lån. Den type andelshavere sidder i forvejen med en høj boligydelse og vil være mere tilbøjelig til at stemme imod en forhøjelse af boligafgiften.
5: Du kan også have et idealistisk ønske om at bevare ”andelstanken” i større eller mindre grad for at sikre boliger, der er til at betale
Med venlig hilsen