Spørg Bolius

Andelsbolig - må jeg fremleje udover de 2 år ved studieophold i udlandet?

Hej Bolius.

Min datter ejer en andelslejlighed, som hun har udlejet i de sidste 2 år, som det er tilladt, da hun læser i udlandet.

Nu er de 2 år omme, og foreningen forlanger, at hun skal bo i lejligheden i 6 måneder, da der er bopælspligt. Det kan hun ikke, da hun har 1 år tilbage af sin uddannelse.

Hvad kan vi gøre?

Jeg læser her, at man stadig bor i lejligheden, hvis man er tilmeldt i folkeregistret.

Er vi nødt til at sælge, hvad vi ikke ønsker? Gode råd er meget velkomne.

På forhånd tak for hjælpen.

Mvh Gitte

Hej Gitte

Man skal have folkeregisteradresse, hvor man bor og opholder sig, så man kan ikke have folkeregister et sted og så bo et andet. Det vil heller ikke opfylde de regler, der åbenbart gælder i den aktuelle andelsforening.

Den generelle bopælspligt er opfyldt hvis man udlejer, så der er sandsynligvis tale om de regler, der gælder for andelsforeningen.

Når der er tale om studieophold i udlandet kan i med den begrundelse søge dispensation. Få eventuelt hjælp fra en advokat, der har erfaring med den del af lovgivningen, og kan sætte sig ind i den aktuelle andelsforenings vedtægter og regler.

Læs mere her: Andelsportal - Udlejning, leje eller fremleje af andelsboliger. Her står blandt andet følgende: "Eksempelvis kan arbejdsmæssige forhold, værnepligt eller studier, der er geografisk placeret langt fra bopælen, være årsager til at fremleje tillades. Lejeloven foreskriver desuden at midlertidige ophold typisk ikke bør vare i mere end 2 år. Det er disse betingelser af lejeloven, som mange andelsboligforeninger anvender til at bestemme deres regler for fremleje af andelsboliger."

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden