1. Find en robotstøvsuger eller en robotplæneklipper, der matcher din bolig og dine behov.

Robotter har forskellige spidskompetencer – og hvor nogle er gode til at løse nogle opgaver, er andre gode til noget andet. Overvej derfor, om der er nogle særlige udfordringer i din bolig, som du skal tage højde for. Er det fx særligt vigtigt, at robotstøvsugeren kan klare hundehår, høje dørtrin, har et kraftigt sug eller er støjsvag?

Og hvor vigtigt er det, at robotplæneklipperen har GPS eller kan håndtere en lidt ujævn plæne?

Hvis du håber på, at støvsugeren kan fjerne nullermændene under sofaen, skal du også være opmærksom på, om højden på din sofa matcher robotstøvsugeren. En lav sofa og en lidt høj robotstøvsuger betyder, at du selv må i gang med den almindelige støvsuger.

2. Vær kritisk, når du undersøger markedet og brug test

Du kan blive en del klogere af at læse specifikationerne på producenter og forhandleres hjemmesider, ligesom det kan være en hjælp at tage en snak med en forhandler. Men det er altid en god idé at få uvildig hjælp. Fx gennemfører Forbrugerrådet Tænk uvildige tests af både robotstøvsugere og robotplæneklippere.

Du kan også lede efter tests af den robot, du er interesseret i ved at søge på mærke og model på YouTube. Vær opmærksom på, at en del videoer er enten reklame eller sponsorerede. Det er ikke nødvendigvis her, du ser nogen stå i en sky af støv for at tømme beholderen og kæmper med at hive hår ud af filtre. Eller her du ser folk ligge på knæ og rense undersiden af plæneklipperen for græs og grene og skylle dækkene rene for hundes efterladenskaber.

3. Overvej, hvad robotstøvsuger og robotplæneklipper skal koste

Du kan få en udmærket robotstøvsuger uden gulvvask til ca. 1.500-2.000 kr. En god plæneklipper med kanttråd kan findes til omkring 4.000 kr. Skal den være uden kanttråd ligger prisen omkring 10.000 kr.

Hvis du vil have en robot, der kan noget ekstra, fx har et særligt kraftigt sug, længere køretid eller kan klare et større areal, skal du typisk give mere. Vær dog opmærksom på, at der ikke altid er sammenhæng mellem prisen på en robot og kvaliteten. 

4. Hvor meget ekstraudstyr har du brug for til din robot? 

Tænk over, hvad du har brug for, inden du bliver grebet af gadgets, særlige funktioner og ekstraudstyr. Nogle ting kan være en fordel – men andre ting er måske ikke nødvendige. Fx er det relativt få danske haver, der har brug for særligt terrængående dæk.

Det er heller ikke sikkert, at du har brug for at betale ekstra for en stor tømmestation til din robotstøvsuger. Afhængigt af hvor beskidt og hvor stort dit hjem er, kan der godt gå en lille uges tid, før en robotstøvsuger uden tømmestation er fuld.

5. Hvor stort et areal kan robotplæneklipperen klare? 

Dette punkt gælder især robotplæneklippere. Hvis du har en stor have, er det en god idé med en maskine, som kan matche din haves areal. Her skal du være opmærksom på, at det areal som bliver angivet, er robottens maksimum. Dvs. at hvis rækkevidden er 800 kvadratmeter, skal du trække lidt fra.

Hvis din have stiller særlige krav til robotplæneklipperen, fx at der er ujævnheder og små kroge, som den skal ind og ud af, kan det også trække ned i dens ydeevne. Nogle plæneklippere er også meget lang tid om at få klippet det areal, som er angivet som deres maxkapacitet.

Hvis du har en stor græsplæne, kan det også være en fordel at vælge en maskine med en bred klippebredde. Hvis plænen er lille eller har mange små kroge, kan det være bedre med en, der har en smallere klippebredde.

6. Vil du købe en ny eller brugt?

Der er mange penge at spare ved at købe brugt – og selvom det aldrig bliver bæredygtigt at købe en robot, så er det bedre at købe brugt end at købe nyt. Det er dog også et spørgsmål om tillid, idet du ikke 100 procent kan vide, om der er noget galt med produktet.

Et godt tip, når du køber brugt, er at tjekke robottens app. Hvis en ejer af en robotstøvsuger fx siger, at hun sælger robotten, fordi hun har for høje dørtrin – og du kan se, at den har kørt meget langt, så er der noget, som ikke stemmer.

7. Bør man købe fra etablerede mærker?

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er mærke ikke nødvendigvis lig med kvalitet. I deres tests har de store mærker både modeller, som rangerer virkelig godt og virkelig dårligt. Omvendt kan det være nemmere at få reservedele til etablerede mærker end et mere ukendt.

En anden overvejelse er, at de fleste robotter styres via en app, og man skal derfor være opmærksom på, at der også er nogen, som skal opdatere softwaren i de apps – og her kan det måske være en fordel at købe en robot fra et mere etableret firma.