Det er afgørende, at du sikrer dine vinduer, døre og låse, hvis du vil undgå indbrud. Men det er også vigtigt, at en tyv ikke kan stå uforstyrret i baghaven og bryde ind uden risiko for at blive set af naboer, genboer eller folk, der går forbi.

Følg disse 7 råd og mindsk risikoen for indbrud i dit hus:

1. Klip hækken eller begræns plankeværkets højde. Den ideelle højde er 1 meter, og den maksimale højde bør være 1,6 meter.

2. Fjern buske eller bevoksning tæt på huset, eller klip dem ned, så de ikke kan give ly for en indbrudstyv. 

3. Kombinér en bevægelsessensor med udendørs belysning – både foran og bagved huset – så lyset automatisk tændes, hvis en ubuden gæst lister sig ind på grunden. Placér lysene, så tyven ikke kan få ro til at arbejde i mørket.
 

4. Sæt en timer på det indendørs lys - det er tydeligt, at huset er tomt, hvis det er helt mørkt indenfor.

5. Sig hej til de personer, du møder på vejen, når du er ude at gå. Både dem du kender og dem, du ikke kender.

6. Vær opmærksom på det, som sker i dit nabolag og fortæl det videre, hvis noget vækker din mistanke. Fortæl også, hvis du har haft indbrud eller indbrudsforsøg. Brug Nabohjælps app, så får alle nabolagets nabohjælpere besked og kan være opmærksomme sammen med dig.

7. Fortæl dine naboer, når du er væk, så de kan holde øje med, om der sker noget mistænkeligt på din grund. Brug fx Nabohjælps app til Feriehjælp.