En totalrenovering af huset, en ny førstesal eller nyt badeværelse? Ombygning af hus kan være en stor udfordring for familielivet. For uanset om du har styr på byggeteknik og håndværkeraftaler, eller om du er helt grøn, skal du huske at passe på familien og parforholdet undervejs.
Her er en række gode råd fra Tine Nielsen, arkitekt og redaktør for Spørg Bolius, samt Anders og Lene Beier, som købte et hus i Dragør og renoverede det fra top til tå.
- Få et ordentligt overblik over hele projektet, både tidsplan, materialer og økonomi, inden ombygningen går i gang. Få evt. hjælp fra en rådgiver, fx en arkitekt, bygningskonstruktør eller muligvis en entreprenør. En entreprenør er ikke rådgiver, men kan have erfaring fra et byggeprojekt, der ligner dit. Der kan fx være leveringstid på materialer, så det er smart at vide, hvad I skal bestille hvornår, så byggeprojektet ikke går i stå.
- Vær realistisk, når I beslutter, hvor meget I vil lave selv. Det kræver ikke kun håndelag og det rigtige værktøj. Det vil formentlig også trække tiden ud, fordi det tager jer længere tid end en professionel, og fordi I både skal finde tid og energi udover jeres almindelige arbejde, aflevering og hentning af børn, fødselsdage og meget mere. Til nogle opgaver er en håndværker et krav. Til andre kan det godt betale sig, fordi det kan være svært fx at sætte fliser op selv, mens det er mindre kompliceret at male selv.
- Overvej nøje, om familien kan bo i huset, mens ombygningen er i gang. Mange siger, at de godt kan leve uden et køkken. Men er I klar til den udfordring, når hverdagen skal køre med skole, arbejde og ombygning på samme tid? Tænk på, hvor fyldt jeres hverdag er normalt – og oveni skal I så lægge at bo i et byggerod. Det er sværere at bo i huset, hvis køkken eller bad skal bygges om, eller vinduerne skal skiftes. Det er mere overskueligt, hvis projektet kun omfatter nogle af husets værelser. Det er lettere at få lavet en ombygning om sommeren, hvor I kan åbne vinduer og døre, og familien kan være i haven. Måske kan I bo hos familie eller venner, hvis det er en kortvarig periode, eller I kan indlægge en ekstra husleje i budgettet for byggeprojektet. Det er også en mulighed at leje en skurvogn midlertidigt – husk at få tilladelse hos kommunen. Har I et sommerhus, er det en oplagt mulighed – men husk, at transporttiden kan blive en udfordring, særligt hvis du er selv- eller medbygger.
- Lav så grundigt et økonomisk budget, som I kan. Læg derefter 15-30 % oveni – for I har sikkert glemt noget, og måske laver I ændringer eller tilkøb senere. Økonomisk stress undervejs er psykisk hårdt.
- Få gode råd fra en med erfaring. Det kan enten være en fagperson eller en bekendt, der har været gennem en lignende byggeproces. Det kan forberede jer på nogle af de uforudsete hændelser, der som regel opstår undervejs i en ombygning af hus.
- Lav en klar arbejdsdeling i parforholdet. At være byggeleder/bygherre tager meget tid, min. 15 timer om ugen. Og husk, at din partner gør det så godt, han/hun kan. Overskud kommer i bølger, og hvis man begynder at holde et stramt regnskab over, hvem der ofrer mest, overlever parforholdet ikke.
- Meld klart ud til venner og familie, at der ikke er tid til andet i byggeperioden. Så kan hygge være noget, man kan melde sig til efter behov. Hvis I melder ud i god tid, er der større forståelse fra omgangskredsen.
- Vær tålmodig. Det er ret normalt, at en ombygning bliver forsinket undervejs, og bliver du utålmodig, risikerer du måske at gøre situationen værre. Måske er den ene håndværker blevet syg, eller han har fået en hasteopgave. Hvis I presser håndværkeren til at gøre arbejdet som først aftalt, risikerer I, at der opstår fejl, fordi han ikke har tid til at gøre det ordentligt.
- Bed om hjælp til børnepasning og småting. Og brug jeres egen tid på selve opgaven. Der går meget tid med informationssøgning og komplicerede problemstillinger – og det kan venner sjældent hjælpe med. At give jer et par børnefri dage er derfor tit den bedste hjælp, venner eller familie kan give jer undervejs.
- Husk, at det ikke er synd for jer, at I har valgt at gå i gang med et byggeprojekt – selvom der kan opstå modgang undervejs. Selvmedlidenhed er destruktivt både i forhold til jer selv og omgangskredsen.
- Få en tovholder på projektet, når I ikke kan være der. Det kan være en håndværker eller eksternt tilsyn, men det vigtigste er, at det er en, I stoler på.
- Husk at nyde det! Det er fantastisk proces at være med til at skabe noget nyt. Det kan godt være både hårdt og sjovt på samme tid.
Spørg Bolius
Har du spørgsmål om en ombygning, renovering eller tilbygning af dit hus?
I Videncentret Bolius' brevkasse kan du få uvildige svar på fx byggeteknik, økonomi, byggeregler osv.
Skriv til Spørg Bolius og redaktør Tine Nielsen her.