Hvornår trænger gulvet til afslibning og ny overfladebehandling?

Det er  en individuel vurdering, hvornår ens trægulve trænger til en kærlig hånd. Men nårlakken er slidt igennem, eller træets overflade er meget ridset og hakket, er det som regel ved at være på tide at få slebet gulvet og givet det en ny gang overfladebehandling. 

Ud over at gøre gulvene mere ensartede at kigge på, er det også nemmere at rengøre et vedligeholdt gulv, hvor skidtet ikke samler sig i ridser og revner. Samtidig kan overfladebehandlingen medvirke til, at gulvet kan holde endnu længere.   

Sliber du gulvet, så der slet ikke er mere af den gamle overfladebehandling tilbage, er du frit stillet til at vælge en ny overfladebehandling af gulvet. Slibearbejdet er omstændigt og kræver grundighed.

Der findes overordnet tre forskellige typer af overfladebehandlinger, som egner sig til ny slebne gulve: 

  • Lak
  • Olie 
  • Sæbe

Alle typer overfladebehandling har sine fordele og ulemper i forhold til vedligeholdelse og holdbarhed. Hvilken en du vælger, er i høj grad et spørgsmål om, hvad du synes er pænt, men typen af gulv har også indflydelse på, hvad der egner sig bedst. Her bør du undersøge hvilken type overfladebehandling, der egner til typen af træ, inden du går i gang.    

Hvis du vil lysne dit gulv, inden du behandler det, er det en mulighed at give det en gang lud. Lud virker ikke lige godt på alle træsorter. Mens det egner sig rigtig godt på nåletræ, er det en dårlig idé at ludbehandle et egetræsgulv. Egetræ indeholder nemlig meget syre, og når luden går i forbindelse med syren, udvikles en mørkegrøn farve. 

Tre typer behandling af trægulve

Lak gør gulvet meget slidstærk og nemt at rengøre. Til gengæld er det umuligt at pletreparerer eller efterbehandle gulvet de steder, hvor der opstår slitage, hvis man ønsker en ensartet overflade. Her skal hele gulvet slibes ned på ny og have en ny gang lak. Lak lægger sig træet og laver en hinde oven på det. 

Olie har ikke den samme slidstyrke som lak. Til gengæld vil du kunne efterbehandle gulvet løbende de steder, hvor der opstår mest slitage, som fx i ganglinjer eller ved spisebordet. Olie trænger ned i gulvet i modsætning til lak, der lægger sig som en beskyttende hinde ovenpå gulvet. Der findes både hærdende og ikke-hærdende olier, som har forskellige egenskaber. 

Sæbe er den mindst slidstærke behandling, du kan give dit trægulv og gør det generelt mere sart. Til gengæld vedligeholder du gulvet, hver gang du vasker det med sæbe til trægulve. 

Afslibning er ikke noget, du skal foretage i tide og utide, for gulvbelægningen bliver tyndere for hver gang, og selv med nænsom afslibning vil et trægulv kun kunne klare et begrænset antal slibninger i sin levetid.

Hvor mange slibninger gulvet kan klare, afhænger både af slidlagets eller gulvbrættets tykkelse og hvor meget det er nødvendigt at slibe væk hver gang. Har du et olie- eller sæbebehandlet trægulv, kan det ofte friskes op med en grundig afrensning og en ny sæbe- eller oliebehandling, hvis det ikke er meget skadet. Vil du ændre overfladebehandlingen til fx lak, skal du slibe helt ned tl det rene rå træ.

Afslibning af massivt gulv

Afhængigt af dit trægulvs kvalitet vil et massivt gulv kunne klare flere slibninger end et lamelgulv. Massive gulve i form af brædder eller parket er samlet med not og fer, og disse gulve må ikke slibes så langt ned, at samlingen svækkes.

På et bræddegulv kan man fx stikke en tynd spartelklinge ned i samlingen for at måle højden ned til feren, der mindst skal være 4 mm inden slibning.Trægulve kan være både være massive og lamel. Man kan se om det er lamel eller massivt ved at fjerne fejelisten og stikke et lille spejl ned i revnen. Alternativt, hvis der er rørgennemføringer i gulvet, fx ved radiatorrær, kan man her se tykkelsen. På samme måde kan man undersøge hvad tykkelsen på slidlaget er, hvis der er tale om et lamelgulv. 

Der kan kun slibes så meget af, at der er mindst 2-3 mm slidlag tilbage efter slibningen.

Afslibning af lamelgulv

Lamelgulve er bygget op af flere lag, ofte med et slidlag af massivt træ øverst, en spånplade i midten, og et lag af en billigere træsort på undersiden. Lamelgulve kan også være opbygget af krydsfinér med et slidlag af massivt træ øverst.

Det er slidlagets tykkelse, der bestemmer, hvor meget lamelgulvet kan slibes. De bedste kvaliteter har et lag på op til ca. 6 mm. De billigste lamelgulve har kun et slidlag, der svarer til en tynd finér, ca. 2 mm, og de kan dårligt tåle en afslibning, uden at næste lag kommer til syne.
 

Afslibing af laminatgulv

Laminatgulve kan slet ikke slibes, da slidlaget består af et meget tyndt lag plastlaminat og ikke træ. Laminatgulve er dog ofte udformet, så overfladen ligner træ - så det er muligt at tage fejl. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit gulv er et laminat- eller trægulv kan du stikke et lille spejl ned ude i kanten af gulvet som beskrevet ovenfor, eller kontakte en fagmand.

Kan du selv afhøvle eller slibe dit trægulv?

Egentlig afhøvling bruges normalt på meget ujævne eller medtagne bræddegulve af blødere træ, fx fyrretræ. Afhøvling foretages med maskiner med roterende klinger, mens slibemaskinerne bruger bånd eller skiver af slibepapir.

Afhøvling er en god idé at overlade til professionelle gulvafhøvlingsfirmaer. Derimod vælger flere og flere selv at foretage en afslibning af gulvet. Hvis du er i tvivl om dine evner som gulvsliber, så overvej at sætte professionelle håndværkere på opgaven. Prisen for afslibning og overfladebehandling afhænger af arealet, der skal slibes samt den type overfladebehandling, du ønsker.

Hvilke maskiner og værktøj skal du bruge til afslibning af gulve?

Slibemaskiner og tilbehør kan lejes i byggemarkeder og hos mange farvehandlere, men tag ikke fejl. Selvom det lyder let, kræver det betydelig håndværksmæssig kunnen og meget tid at afslibe et gulv med et godt resultat.

Hvis du ikke har prøvet det før, men har mod på det, er det en god idé at starte med et mindre gulv, før du giver dig i kast med de mange kvadratmeter i stuerne.

Til gulvets store flader skal du bruge:

  • En stor bånd- eller valseslibemaskine.
  • Slibebånd i forskellige korn fra grov til fin, ca. 16-100 korn.
  • Slibeolie, hvis gulvet er lakeret eller malet.

Lak og fernis har det med at sætte sig fast i slibebåndet, da det bliver varmet op under slibningen. Med slibeolie nedkøler du lakken og fernissen og forhindrer dermed det afslebne støv fra den gamle overfladebehandling i at sætte sig fast i slibebåndet. Slibeolien skal smøres ud i et tyndt lag på gulvet lidt ad gangen: sørg for at følge produktanvisningen.  

Er der tale om et helt jævnt gulv, fx parket eller lamel, der kun lige skal have slebet overfladebehandlingen af, kan det komme på tale at bruge en såkaldt rondelslibemaskine i stedet for gulvsliberen.

Med rondelslibemaskinen er det nemmere at lave en helt jævn afslibning. Rondelsliberen kan dog efterlade runde slibemærker, som efterfølgende kan være ret svære at fjerne, og som skal arbejdes væk med finslibning.

Afslibning af trappetrin og kanter

Til kanter, trappetrin og svært tilgængelige steder kan du leje en kantsliber, men hvis du har en båndsliber eller en kraftig excentersliber, kan den også bruges.

Afslibning af hjørner og dørtrin 

Til hjørner, dørtrin og snørklede steder kan du bruge en kombination af deltasliber, malingsskraber og slibeklods med forskellige korn sandpapir. Deltasliberen har en lille, trekantet slibesål, som kan komme ind i kroge og hjørner. Maskinen kan ligesom de fleste andre typer maskiner lejes, hvis du ikke ejer en selv.

Alle slibemaskinerne bør have indbygget støvsuger med en pose til opsamling af støvet, Slibestøvet er ikke hensigtsmæssigt at indånde, så selvom sliberen er tilsluttet en støvsuger, bør du bruge mundværn under arbejdet. Det kan også svare sig at anvende høreværn, da det larmer en del. Vær opmærksom på at slibestøvet kan selvantænde. 

Sørg for at få dig en grundig snak om gulvet med udlejeren af maskinerne. Han vil også kunne give dig nogle gode råd om brugen af maskinerne samt materialer.

Videoguides

Se vores guides til forberedelse, brug af udstyret og slibning af et fyrretræsgulv herunder.  

Hvordan forbereder du gulvet inden afslibning?

Sørg for at tømme rummet og få lukket grundigt af til andre rum med en støvspærrer, da gulvafslibning støver meget. Bor du i lejlighed, bør du også give dine naboer besked, da arbejdet larmer en del. 

  1. Dyk synlige søm, inden du begynder at slibe. Sørg for at dykke dem 2-3 mm ned under overfladen med dyknagle og hammer, ellers vil de rive slibepapiret i stykker og måske beskadige slibemaskinen. Skruer skal ligeledes skrues 2-3 mm ned i gulvet.
  2. Fjern fejelister ved dørtrin, så der kan slibes helt ud til dørtrinnet. Hvis du er forsigtig, og listerne i øvrigt er i god stand, kan du genbruge dem, når gulvet er færdigt. Du kan evt også fjerne fodpanelerne langs væggene, med det er en større opgave med bla. reparation af maling på væge og fodpaneler til følge. 
  3. Udskift skadet træ. Har gulvet større skader, fx huller eller dybe hak, rådskader eller misfarvning på grund af fx fugt, bør det skadede område udluses inden slibning. En lus er et lille stykke træ, som indsættes i stedet for beskadiget træ. Hvis du kan håndtere et stemmejern eller et propbor, kan du lave lusen selv, men du kan også få en snedker til at gøre det. Det kan også være nødvendigt at udskifte hele brædder eller stave. Begge metoder forudsætter, at du enten har ekstra gulvmateriale tilovers, fra dengang gulvet blev lagt, eller kan skaffe noget, der matcher i farve og struktur.
  4. Spartel huller med træspartelmasse, hvis du kan finde en farve, der præcis matcher gulvet på det givne sted. Hvis overfladebehandlingen er olie eller lud, kan det ændre farven på træet, så det kan være en god ide at vente med spartlingen til gulvet er 
  5. Gør gulvet grundigt rent inden slibning. Fjern gamleklatter af maling, lim og lign, og sørg også for at gøre gulvet rent i sprækkerne. Er gulvet ikke ordentligt rengjort, vil du kunne arbejde skidt ned i gulvet under slibearbejdet.

Hvordan sliber du gulvet?

Gulvet skal slibes 3 gange:

  • Start med en grovslibning med slibebånd med korn 16 eller 24. 
  • Fortsæt med en mellemslibning med korn 40 eller 60.
  • Lav til sidst en finslibning med korn 80 eller 100.

Det er gulvets tilstand, hårdhed og overfladebehandling, der afgør, hvilke kornstørrelser du skal bruge. Hvis gulvet ikke er særlig medtaget, eller hvis der er tale om et lamelgulv med tyndt slidlag, kan du måske undlade det groveste papir. Det er altid en god idé først at prøve sig frem på et afgrænset areal.

Er gulvet medtaget og kræver en grundigere afslibning efterfulgt af en ny overfladebehandling, kan du risikere at bruge uhensigtsmæssig meget tid og sandpapir, hvis du springer grovslibningen over og går direkte til finslibningen. 

Slibning af jævnt trægulv

På almindelige, jævne brædder og parketgulve skal du som regel slibe på langs ad træet, og finslibningen foretages altid på langs ad træet. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at lave den første slibning på tværs - fx hvis du har et gammelt trægulv, med et tykt lag lak, som ikke kan slibes af udelukkende med en slibning på langs. I så fald skal du slibe på tværs først, så på langs, og til slut en finslibning på langs. Vær forsigtig med ikke at lave slibemærker i gulvet, når du vælger denne metode. 

Slibning af ujævnt trægulv

Hvis gulvet er meget skævt og ujævnt, skal du starte med at slibe på tværs af plankerne. Dernæst finslibning på langs.

Slibning af malet eller lakeret gulv

Hvis gulvet er malet eller lakeret, skal du først smøre det ind i et tyndt lag slibeolie. Det må endelig ikke svømme i olie. Bruger du for meget olie, kan det give problemer, når det afslebne gulv skal overfladebehandles.

Slibning af trægulv i mønster

På trægulve, som er lagt i mønster (sildebensparket, mosaikparket, rudeparket eller andet), slibes normalt først diagonalt og derefter i rummets længderetning. Hele gulvfladen finslibes i den retning, hvorfra dagslyset kommer. Slib de store flader først og derefter kanter, hjørner og andet. 

Hvordan betjener man en slibemaskine?

Har du ikke erfaring fra tidligere, er det en god idé at læse manualen til slibemaskinen, inden du går i gang. Følg disse råd: 

  • Læg ledningen over skulderen, så den ikke kommer i vejen, og sænk forsigtigt slibefladen mod gulvet.
  • Bevæg maskinen langsomt og målbevidst i jævnt tempo.
  • Sørg for at holde igen på maskinen, så du har fuld kontrol over den hele tiden. Du må ikke læne dig mod den eller presse den mod underlaget. Hvis du ikke bruger maskinen rigtigt, risikerer du, at overfladen bliver ujævn.
  • Kontroller slibepapiret jævnligt. Sørg for, at det ikke er for slidt eller flosser, for så skal det omgående skiftes.
  • Tjek, at det ikke pakker med slibestøv på slibepapiret. Brug evt. en stiv børste til indimellem at rense båndet eller skiven.

Hvad skal du gøre, når du er færdig med at slibe gulvet? 

Efter endt slibning støvsuges gulvet meget grundigt for at fjerne alt støv. Det er nok også nødvendigt at feje eller støvsuge rummets andre overflader.

Normalt bør gulvet overfladebehandles umiddelbart efter slibning, så det ikke bliver snavset eller får skader. I modsat fald bør du dække det grundigt af, da det nyslebne træ er meget modtageligt. Et godt resultat efter endt slibning er kendetenget ved: 

  • Gulvfladen skal være plan og jævn, og der må ikke kunne mærkes spring imellem de enkelte brædder eller stave. Overfladen skal være uden synlig vaskebræteffekt.
  • Gulvfladen skal være afslebet til rent træ uden spor af den gamle overfladebehandling.
  • Der må ikke være mærker efter slibestop eller overgange mellem slibningen af fladen og slibningen langs kanter og i hjørner.
  • Gulvet skal fremstå glatslebet set fra almindelig ståhøjde (1,6 meter over gulvet), og der må ikke forekomme synlige ridser.

Hvordan efterbehandler du et trægulv efter endt slibning? 

Fremgangsmåden afhænger af, hvilken type overfladebehandling, du ønsker.

Ludbehandling af gulv 

Er gulvet af lyst træ, og ønsker du at bevare det lyse udseende, kan gulvet behandles med lud, så træets gulningsproces bremses. Bemærk, at der anvendes forskellige typer lud til henholdsvis nåletræs- og løvtræsgulve.

Ludbehandling beskytter ikke træet, og det skal derfor altid efterfølgende have en grundbehandling med sæbe, olie eller lak. Ludbehandling kan ikke bruges på mørke ædeltræsgulve.
Luden påføres jævnt på langs ad gulvbrædderne og skal tørre i nogle timer. Herefter slibes overfladen let med korn 100, og gulvet støvsuges grundigt, hvorefter du kan efterbehandle det med sæbe, olie eller lak.

Sæbebehandling af gulv

Sæbe giver en flot, rustik overflade og kan fx være et godt valg, hvis du har et gammelt trægulv, evt. med spor af ormehuller. En sæbebehandling er rimelig modstandsdygtig, hvis du gør det ordentligt, men den kræver efterfølgende ofte  vask og er ikke så solid som en olieret overflade. Sæ bebehandlingen gentages mindst tre gange for at mætte træet.

Vil du ønsker et hvidskurede look, kan du bruge en speciel sæbe, der er tilsat hvidt pigment. Vedligeholdelse fremover foregår med samme type sæbe, evt. indimellem med sæbespåner.

 Oliebehandling af gulv

Olie til trægulve fås både i en helt klar udgave samt en lang række forskellige nuancer. Den hvidpigmenterede bruges fx på ludbehandlede og lyse træsorter, som forstærker det hvide look.
Oliebehandling giver en smuk silkemat overflade, der er temmelig modstandsdygtig over for smuds og slid. Den er dog ikke helt  så stærk som lakering, men til gengæld kan du friske op på de områder af gulvet, hvor det bliver mest slidt, fx i ganglinjer og rundt om spisebordet.

Du findes både hærdende og ikke-hærdende olier til gulve. Hærdende olier er de mest slidstærke, men med tiden vil overfladen komme til at minde om et lakeret gulv, når du efterbehandler. Det kan betyde, at vil kunne opstå ridser i gulvet, som du kun kan slippe af med ved at slibe gulvet ned på ny.

De ikke-hærdende olier efterlader overfladen mere sårbar, men til gengæld kan ridser nemmere slibes væk, når de opstår. Gulvet kan derfor ofte stå pænt i længere tid, før det kræver en større slibebehandling.

SÅDAN BORTSKAFFER DU OLIEFORURENEDE KLUDE

  • Put kluden i en plastikpose.
  • Klem al luft ud af posen, og luk den helt tæt.
  • Læg den i endnu en plastikpose, som du også lukker helt tæt. Posen kan smides ud med husholdningsaffaldet.

Der kan være forskel på tørretider og fremgangsmåder for forskellige mærker af gulvolie, så sørg for at følge brugsanvisningen nøje. 

Nogle olier skal påføres ”vådt i vådt” – dvs. 2. lag olie skal påføres, inden første lag når at tørre. Andre olier har godt af, at der går lidt tid mellem hver påføring. Sørg altid for at følge brugsanvisningen!

Det er en god idé at arbejde i mindre områder ad gangen, når du arbejder vådt i vådt, så du både kan nå at arbejde olien grundigt ind i træet, men også nå at tørre overskydende olie af, inden det begynder at hærde. Hvis det når at hærde, vil man få grimme skjolder på gulvet og risikere at skulle i gang med et omfattende slibearbejde igen. 

Når gulvet har fået første omgang, skal det mellemslibes. Det kan være en god idé at anvende en polermaskine til formålet, så du opnår et ensartet resultat.  
Sørg for at rengøre gulvet grundigt efter afslibning, så du ikke arbejder støv ned i gulvet, når du giver gulvet den næste behandling.

Hvor mange gange olie, gulvet skal have efter mellemslibning, afhænger af, hvilken type olie, du bruger.
Gulvet skal fremover vaskes med sæbespånevand, eller plejesæbe til oliebehandlede gulve. Du kan også give det en gang oliepleje, som er en hurtigtørrende olie, der er god, når du skal friske gulvet op. Er gulvet slidt ned til det rå træ, bør det få en afslibning på ny efterfulgt af efterbehandling 

Vær forsigtig med klude og lign., der har været i kontakt med olien, da olieforurenede klude kan selvantænde. 

Behandling af trægulv med lak

Lak giver en slidstærk overflade i mat, halvblank eller blank, der er nem at holde ren. Men vedligeholdelse med nye lag lak senere hen skal ske, inden det gamle lag slides igennem. Der er flere slags lak at vælge imellem, både vandbaserede og med opløsningsmidler.

Det er ikke ligegyldigt, hvilken type lak du vælger, da forskellige træsorter reagerer forskelligt på de forskellige typer af lak.  

De vandbaserede lakker er velegnede til gulve, der udsættes for almindeligt slid. De har den fordel, at de gulner mindre end andre typer lak, samtidig med at de er ufarlige at påføre.

Sprit- eller cellulosebaseret lak giver en meget slidstærk overflade. Disse lakker er egnet til gulve med megen trafik og fx trappetrin. Det kræver god ventilation samt åndedrætsværn, når lakken påføres, da de er farlige at indånde.

Endnu stærkere er tokomponent-isocyanatlak, der også anvendes til industrigulve. Denne type lak kræver omfattende beskyttelsesforanstaltninger, så læs sikkerhedsanvisningerne nøje inden brug.

Sørg i det hele taget for at følge producentens anvisningen for det bedst mulige resultat.

Lak påføres gulvet med pensel eller rulle i et jævnt lag på et helt rent og tørt gulv. Er det behandlet med lud, skal det vaskes med grundrens og efterfølgende med rent vand, før du lakerer det. 

Efter første lag giver du det en mellemslibning med slibepapir korn 120 og støvsuger det grundigt inden næste behandling. Vær opmærksom på tørretider! Lakken skal være helt tør/hærdet, inden du går videre til næste trin i processen.  

For et holdbart resultat skal du regne med at gulvet muligvis skal have 2-3 lag lak, afhængig af typen og produktet, hvor det gælder om at følge produktanvisningen for bedst mulige resultat.

Hvis du ønsker at genlakere gulvet, bør du helst bruge samme type lak eller teste på et lille område, om lakken egner sig. Bruger du fx en spritbaseret lak oven på en vandbaseret lak, vil lakken koge op og krakelere. Genlakering kan ikke anbefales, hvis gulvet har pådraget sig større skader. Her skal det slibes i bund på ny. 

Rengøring af olierede og lakerede trægulve foretages ved at støvsuge og tørres af med en hårdt opvredet klud. Vask foretages med sæbespåner eller et andet egnet plejemiddel. Vær påpasselig med at anvende for stærke opløsninger af sulfo- eller ammoniakbaserede rengøringsmidler  til denne type gulve, da det vil kunne opløse lakken.