Spørg Bolius

Vores helårshus lugtede af hengemt sommerhus da vi flyttede ind?

Hej Bolius

Vi er en børnefamilie, der netop er flyttet i hus. Ved overtagelse blev vi mødt af en dårlig lugt af sommerhus, som vi ikke havde oplevet ved tidligere besøg i huset i foråret og sommeren.
Huset var 8 grader ved overtagelse og har stået uopvarmet i en måneds tid (oktober). Måske det kan have spillet en rolle?

Lugten sidder nu i håret og tøjet, når vi ikke er i huset og det er noget, der bekymrer os. Lugten er ikke jordslået som fx glemte våde håndklæder i en pose, men er mere hengemt.

Vi har desværre fundet skimmelsvamp bag et indbygget skab, og væggen bag skabet er nu saneret. Efter udluftninger, temperatur på over 20 grader og nymalede vægge er lugten her dog stadig. Vi frygter, at skimmelsvampen kan være gemt andre steder i huset.

Hvad er jeres råd til at gribe processen an?

Skal vi handle på det her og nu, hvem skal vi evt. have fat i?

Vi frygter, at saneringsfirmaer vil male fanden på væggen for at få mersalg, men måske er det alligevel dem, vi skal have ud?

Vh. Camilla

Hej Camilla

Jeres hus er desværre skoleeksemplet på, hvad der sker, når man ikke holder tilstrækkelig varme på i huset.

Er der ikke til strækkelig varme og/eller tilstrækkelig ventilation, vil der komme skimmelvækst i boligen.

Det er sandsynligt, at der er skimmelvækst andre steder end dem, I lige har set.

I bør tage fat i en byggeteknisk rådgiver/byggesagkyndig for at få lavet en vurdering af, hvad der skal ske. I kan evt. tage fat i Teknologisk Institut, Hussvamplaboratoriet eller Goritas, som alle er firmaer der tester og rådgiver indenfor skimmelsvamp-. Det koster lidt penge, men de vil komme med en uvildig vurdering af, hvad der er problemet, og hvordan I kan løse det.

Jeg tror, det vil være penge godt givet ud, inden I kaster jer ud i skimmelsanering, uden at kende omfanget og evt. andre årsager. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden