Spørg Bolius

Vores bestyrelsesformand fungerer ikke - kan vi opstille et mistillidsvotum?

Hej, jeg er ejer af en lejlighed i en forening med 250 lejligheder. En bestyrelse, hvor formand og næstformand optræder magtfuldkommen og ignorerer alle forslag. Henvendelser på mail ryger i slette-bakken.

Alle former for økonomiske forslag afvises. Man ønsker ikke forandringer og arbejder med papir og blyant. Vi er en forening som efterhånden er økonomisk presset. Deres holdning er; "hvis du er utilfreds, så flyt".

Flere ejere mener at man skal have 90 mandater for at stille bestyrelsen i mistillidsvotum.

Kan det være rigtigt ? og er der andre muligheder som jeg kan bruge? Vil helst ikke ud i dyre advokater.

Mvh Lars

Kære Lars 
 
Tak for dit spørgsmål.
 
Enhver ejer i ejerforeningen kan i forbindelse med generalforsamlingen fremsætte et mistillidsvotum til bestyrelsen. 
Der er mulighed for at indsende et forslag herom forud for generalforsamlingen - i så fald skal fristen for indsendelse af forslag være iagttaget, men det kan også fremsættes under selve generalforsamlingen, uden forudgående varsel.
 
Et mistillidsvotum kan fremsættes, og sættes til afstemning under flere punkter på generalforsamlingen, undtagen punktet eventuelt. Typisk vil det være oplagt at gøre det enten i forlængelse af bestyrelsens beretning eller godkendelse af regnskab.
 
Man skal ikke have x antal mandater for at kunne fremsætte et mistillidsvotum. Det kan fremsættes af én ejer. 
 
Dog skal der være flertal for mistillidsvotummet, for at dette kan blive besluttet. Flertallet skal være det samme som ved personvalg til bestyrelsen, hvilket vil sige simpelt flertal (flere for end imod).

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Rasmus Lindsten, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden