Spørg Bolius
Vi har fjernet gamle væltede træer, også ind over skel - naboen er utilfreds, vi synes det er god service - hvem har ret?
Hej Bolius
Vi købte et sommerhus i efteråret 2019, og som en del af oprydningen på naturgrunden, har vi skåret nogle træer op, som var væltet ind over naboens grund. Det er han imidlertid utilfreds med, da træerne, efter hans mening, gav ham læ.
Vi mener derimod, at det var "god service", samtidig med, at det gav os et bedre udsyn.
Er det ikke korrekt, at vi kan vælge at opskære væltede træer fra vores matrikel, selvom de delvist ligger inde over naboens grund?
Steen S
Hej Steen S
Om forskellige træer eller træstammer fra væltede træer er til glæde eller gene er nok mest et smagsspørgsmål. Men generelt gælder, at hvis man fælder træer, så skal man foretage arbejdet, så man holder det hele på egen grund, også selvom det medfører, at man muligvis skærer dem ned trinvis, så dele af træet ikke ender på naboens grund. Dog med mindre man aftaler med naboen at få adgang eller at dele af træet midlertidigt ender på naboens grund.
Men hvis træerne er væltet tidligere, fx i en storm, og har ligget henover skel, så er der andre regler, der gælder. De regler betyder, at det generelt er den grundejer, på hvis grund træet er væltet ned på, der må rydde op - også selv om det er naboens eller genboens træ der ligger der. Ofte indgår man dog andre aftaler. Så naboen har ret i, at det er hans beslutning, om træet skal skæres op eller blive liggende.
Læs mere her: Hvem skal rydde op, hvis naboens træ vælter i stormen?
Så i må nok holde jer til at skære op og fjerne den del af træerne, der ligger på jeres egen grund, hvis naboen gerne vil have træstammerne og andet liggende – også uanset, om træet har stået på jeres matrikel. Selv om I ser det som en service til naboen, så kan han have en anden opfattelse – og generelt kan man have meget forskellige ønsker til, hvad man foretrækker som den bedste have. Måske gælder det især en sommerhusgrund, om det skal være en have med græsplæne, blomsterbede, terrasser og køkkenhave – eller om man foretrækker en naturgrund med krat, buske og høje træer.
Så det er altid en god ide at snakke med naboen, når man ændrer på den del af grunden, der er nærmest skel, så der ikke opstår misforståelser eller unødvendige konflikter.
Du skal også være opmærksom på, at man ikke må gå ind på fremmed grund, heller ikke en nabogrund hvis det ikke er aftalt - heller ikke, selvom I selv vurderer det som hjælp. Dog med den undtagelse, at man gerne gå ind og hjælpe en person i livsfare - det kan du læse meget mere om her: Må du hjælpe naboen – uden at spørge først.
Med venlig hilsen