Spørg Bolius
Vandforbrug målt til langt større end vores beregninger viser - kan det være rigtigt?
Hej Bolius
Vi har et vandforbrug på 98 m3 årligt. Dette er helt normalt i forhold til gennemsnittet. Vi er to personer (pensionister) i eget hus på 129 m2.
Vandforbruget er efter afregning og aflæsning hos Brøndby Kommune.
Men når vi tæller vask, opvask, bad, toilet, havevanding og diverse, når vi til et årligt forbrug på lidt mindre end 20.000 liter vand, altså 20 m3.
Hvor kommer differencen fra?
Vi har ikke toiletter, der løber, utætte rør (det ville vi have set).
Det skal siges, at optællingerne er foretaget dels på vandmåler dels på maskinernes angivelse af forbrug.
Med venlig hilsen
Jens B
Hej Jens B
Som du selv skriver, så er jeres aflæste forbrug meget i det normale. Mens jeres optælling er i den ret lave ende.
Jeg kan naturligvis ikke sige, hvor det store spring er hos jer. Men kigger jeg selv 24 timer baglæns og ser på antallet af gange, jeg har haft tændt for vandhanen i køkken og på toilet, og benyttet toilettet, så er det faktisk ret meget. Madlavning, håndvask, et glas vand (hvor vandet lige skal være koldt først), det løber hurtigt op.
Vi har en artikel om hvad en gennemsnitsfamilie bruger, og her er der også tal, på hvad vandet typisk bliver brugt til. Så kan I jo se, om det passer nogenlunde med jeres optælling: Så meget el, vand og varme bruger en gennemsnitsfamilie
Skal I være helt sikre på, at der ikke er en læk, så kan I sørge for, at al vand er slukket og kigge på vandmåleren. Tæller den eller kører rundt, så skal I nok have fat i en vvs'er, da det så kunne tyde på en lille læk et sted. Det kan være svært at finde, men kan til gengæld give nogle grimme overraskelser senere.
Med venlig hilsen