Spørg Bolius
Vand på naboens mark - er det mit ansvar?
Jeg ønsker at vide hvilke regler der er for afløb af dræn fra min nabos mark. Jeg er nabo til et par marker og den ene er ofte oversvømmet. Jeg har boet et par år på ejendommen. Landmanden der ejer marken har lagt dræn hos ham, men han mener at årsagen til oversvømmelsen hos ham, er et stoppet dræn hos mig.
Afløbet/drænet løber igennem min grund og ud på den anden side ned mod en fjord. Er det mit ansvar at afløbet der løber igennem min grund ikke er tilstoppet?
Mvh Claus
Kære Claus.
Ja, dræn på din ejendom er dit ansvar at vedligeholde. Som grundejer har man pligt til at vedligeholde de dræn, som ligger på ens jord, jf. vandløbslovens § 35, stk. 1.
Det fremgår desuden af SEGES landbrugsinfo:
Du har pligt til at vedligeholde drænet. Og det er kun, hvis ingen andre drager nytte af drænet eller har en interesse i det, at du uden tilladelse kan ændre det eller kan undlade at foretage vedligehold. Det følger af vandløbslovens § 2, stk. 2.
Pligten til vedligehold gælder, selvom drænet er meget gammelt, og du ikke tidligere har været bekendt med dets eksistens. Det kan virke urimeligt, men det klare udgangspunkt i vandløbsloven er, at vedligeholdelsespligten tilfalder grundejeren, som ejer den jord, hvor drænet ligger.
Nogle har svært ved at se, hvorfor de skal bevare og vedligeholde dræn, som de ikke selv mener at have stor gavn af. Konsekvensen viser sig ofte på den anden side af skelgrænsen, efterhånden som vandet opstuves og samler sig på nabogrunden. Det kan få naboen til at klage til vandløbsmyndigheden.
Det er kommunen, som er vandløbsmyndighed, og den kan efter vandløbslovens § 54 udstede påbud til grundejeren om vedligehold af drænet. Kommunens påbud kan indbringes for Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet har derfor i flere afgørelser udtalt sig om grundejeres pligt til at vedligeholde selv forholdsvis gamle dræn.
Med venlig hilsen