Spørg Bolius
Vand fra naboens pool har skadet terrassen - kan vi gøre ham ansvarlig så han skal betale genetablering?
Til Bolius
Jeg skriver til jer for at få et råd. Vi har desværre været ude for, at vores nabos svømmebassin (over jorden) sprang, hvilket medførte, at der løb omkring 7 m3 vand ned i vores have. Det havde den konsekvens, at hele vores terrasse blev overvandet og tilmudret. Men herudover skred en del af fliserrne - hvorfor de skal lægges om. Vores forsikring dækker desværre ikke, da haveanlæg ikke er omfattet af forsikringen.
Mener I, at vi kan gøre naboen ansvarlig for uheldet - og dermed erstatningsansvarlig for genetablering af terrassen?
Jeg hører gerne fra jer herom. På forhånd tak.
Venlig hilsen
Claus R
Kære Claus R
Når der kræves erstatning, så er det som udgangspunkt et krav, at det kan påvises, at nogen har handlet uforsigtigt (”uagtsomt”). Det er jer, der skal bevise, at andre – i dette tilfælde formentlig naboen - har udvist sådan uagtsomhed.
Hvis der derfor skulle være bevistvivl om, hvorvidt f.eks. naboen kunne og/eller burde have udvist mere forsigtighed, f.eks. fordi naboen ikke har iagttaget forskrifterne i en tilhørende manual eller lignende, kommer denne bevistvivl jer til skade. Kan dette ikke bevises i forhold til naboen, kan I ikke rejse krav over for naboen. I praksis kan det være vanskeligt at føre dette bevis.
Alternativt kan der måske være en mulighed for at rejse krav imod producenten af det pågældende bassin efter reglerne om produktansvar. Det kræver imidlertid som udgangspunkt, at skaden skyldes fejl (en ’defekt’) ved selve produktet, dvs. svømmebassinet. Det er ligeledes jer, der skal bevise, at der skulle være en sådan defekt.
Dermed vil bevistvivl i en eventuel sag imod producenten desværre ligeledes kunne komme jer til skade. Skulle I have held til at bevise, at kravet omfattes af reglerne om produktansvar, vil der i udgangspunktet skulle meddeles et fradrag i jeres krav, som udgør 4.000 kr., da der vil være tale om en tingsskade.
Med venlig hilsen