Spørg Bolius

Ustabile vægge i nyt typehus - er det ulovligt eller bare sjusk?

Hej Bolius

Jeg har købt et nøglefærdigt sommerhus fra Typehusfirma, som jeg overtog i maj måned i år.

Nu har jeg konstateret, at skillevæggene inde i huset ikke opført i overensstemmelse med specifikationerne oplyst af typehusfirmaet.
Afstanden mellem de vandrette lægter er specificeret til enten 600 mm og ved badeværelse/bryggers til 300 mm. Den faktiske afstand er henholdsvis 900 mm og 450 mm. Højden af skillevæggene er op til 3650 mm.
Specielt den ene væg synes ikke at være særlig solid/stabil. Når man ’slår’ med håndfladen på denne væg, ryster det hele.

Mine spørgsmål:

- Har det nogen praktisk betydning, at afstanden mellem lægterne er større end specificeret

- Kan det betragtes som en større fejl/afvigelse fra specifikationerne.

Umiddelbart føler jeg mig snydt, når man ikke kan stole på specifikationerne.

Kalmar-huses mundtlige svar har været:
- Det er fejl på tegningen (Det er der ikke, da det også fremgår af salgsmaterialet/prislisten)
- Sådan plejer vi at bygge, og afvigelsen har ingen praktisk betydning
- Konstruktionen er lovlig.

Iflg. Salgsmateriale og tegning over huset skal skillevæggene være opbygget således:
Ved bad:
Profilbrædder 16 mm
Fiberglasplade 15 mm
Lægtekonstruktion 45x70 mm, vandret pr. 300 mm
Mineraluld pladebatts 45 mm
Profilbrædder 16 mm

Øvrige skillevægge:
Profilbrædder 16 mm
Lægtekonstruktion 38x57 mm, vandret pr. 600 mm
Mineraluld pladebatts 45 mm
Profilbrædder 16 mm

På forhånd tak for et svar.

Med venlig hilsen

Ole M

Hej Ole

Det lyder ikke særligt godt.

Det er muligt, at det ikke er ulovligt som sådan, som i at man ikke kan slå det op i bygningsreglementet.

Men opbygningen af særligt vådrumsvægge skal følge anvisningerne i SBi anvisning 252, og de beskriver en maksimal stolpeafstand på 300 mm, med det ene lag fibergips.

Dette er netop for at opnå en tilstrækkelig stivhed af væggene, så fliser mv. ikke revner (og falder ned).

De øvrige vægge, alm. skillevægge plejer man at lave med enten 450 mm eller 600 mm stolpeafstand, til hhv. plader der er 900 mm eller 1200 mm brede.

De professionelle folk må dog ikke bruge de brede 1200 mm gipsplader, da de er for tunge. Og derfor bruger langt de fleste de 900 mm brede plader, og dermed skal der være en stolpe på midten, altså ved 450 mm.

Og det at du kan stå og få det hele til at ryste er bare ikke godt nok. Punktum. Og det skyldes uden tvivl, at man har lavet en spinkel og dårlig væg, som ydermere er meget høj. Det dur ganske enkelt ikke. Og du skal fortsætte din klage.

Og vil de ikke makke ret og ændre det, så må jeg anbefale dig at optage syn og skøn for at få belyst og afgjort sagen.

Du kan også starte med at hyre en byggesagkyndig, som kan redegøre for fejlen overfor Typehusfirmaet.

Du kan også selv forsøge at slå op i SBi anvisningen 252, Vådrum, (som der henvises til i Bygningsreglementet) og læse om kravene til de lette vægge. Og så slå op i en hver montagevejledning for gipsplader, eller fibergipsplader, og læse om de mere normale stolpeafstande.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden