Kan vi lægge ukrudtsdug ovenpå græsplænen, så græsset ikke gror igennem?
Kan man lægge ukrudtdug (evt. dobbelt) oven på græsplæne og derefter perlesten over, så græsset ikke gror igennem, eller skal man fjerne græsset helt først?
Mvh Lis
Hej Lis
Skal området alene bruges til gangsti eller ophold uden trafik med biler, kan du godt lægge ukrudtsdug og perlesten ovenpå græsplænen, og så vil græsset gå ud over tid. Men du skal bl.a. være opmærksom på, at perle- eller ærtesten ovenpå en ukrudtsdug godt kan rulle lidt rundt og flytte på sig, når man går på det, da de nederste sten ikke på samme måde binder til underlaget, som hvis der var lagt stampet grus.
Det kan derfor være nødvendigt jævnligt at rive stenene på plads, så ikke ukrudtsdugen blottes.
Du skal også gøre dig tanker om de tilstødende områder i haven, hvis det nye område med perlesten kommer til at ligge lidt højere, og stenene på den måde kan komme til at skride ud til siderne.
Det kan være en god idé at slå græsset helt i bund, fx med en buskrydder eller kraftig græstrimmer, og jævne ujævnheder ud med jord eller grus, inden der lægges dug ud. På den måde får du et mere jævnt underlag, og risikoen for, at ukrudtsdugen kommer til at stikke op mellem stenene bliver mindre. Brug en kraftig dug, da de tynde hurtigt får små flænger, hvor ukrudt nemt kan vokse igennem og være meget svære at holde fri for uønsket vækst.
Skal området bruges til indkørsel, bør du derimod fjerne græsset, og bygge en egnet bund op af stabilgrus, inden der lægges sten ud. Her vil jeg sjældent anbefale at bruge ukrudtsdug under, da man hurtigt risikerer at dugen køres op, når man bremser op. Selv let og forsigtig kørsel kan flytte eller ødelægge dugen, så det bliver svært at holde området pænt og dækket med sten.
Vær opmærksom på, hvilke sten du lægger ud. Du nævner selv perlesten, men det er egentlig oftest ærtesten, der bruges i de danske haver. Perle- og ærtesten er forskellige sorteringer af natursten og kommer enten fra en grusgrav eller havet. Perlesten er meget små sten på 4-8 mm, hvor ærtesten er lidt større, 8-16 mm.
Du kan læse mere om de forskellige belægningstyper i denne artikel Gode råd til belægning: Vælg de rette fliser på stier og terrasse
Med venlig hilsen