Spørg Bolius

Udlejning sommerhus - er der regler for antal dage?

Hej Bolius

Jeg har forsøgt forgæves at finde et svar på nettet om hvor meget man må leje sit sommerhus ud igennem Airbnb. Men da I har en artikel om udlejning af sommerhus og Airbnb, tillader jeg mig at sende dette spørgsmål.

Hvor mange dage må man leje sit sommerhus ud igennem Airbnb? Når det ikke er en helårsbolig.

Vh Birgitte

Hej Birgitte

Med hensyn til antallet af udlejningsdage om året, er der ikke forskel på, om du selv bebor huset eller udlejer det gennem Airbnb eller en anden udlejningsportal.

Som omtalt i nedenstående artikel, så må du i sommerperioden fra 1. marts til 31. oktober opholde dig ubegrænset i sommerhuset. I vinterperioden, dvs. 1. november til udgangen af februar, må du benytte sommerhuset til ”kortvarige ophold”, som sammenlagt højst må udgøre halvdelen af vinterperioden.

I praksis betyder det, at du lovligt kan benytte sommerhuset ubegrænset i 34 uger i sommerperioden og 9 uger i vinterperioden – altså i alt 43 uger årligt. I vinterperioden er det praksis, at kommunerne accepterer ”kortvarige ferieophold” af op til 4 – 5 uger i et stræk.

Reglerne er ikke særlig præcist beskrevet i lovgivningen. Det nærmeste vi kommer, er Erhvervsstyrelsens ”Vejledning til kommunerne om håndhævelse af forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhuse i sommerhusområder”.

Læa mre på: Udlejning af sommerhus

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk fagekspert

Aktuelt på forsiden