Hvad er et udekøkken?
Mange vil gerne være udenfor så meget som muligt, når det er sommer, og solen skinner. Derfor køber flere og flere et udekøkken, så maden også kan tilberedes udendørs. I mange år har det været populært at grille, når vejret er til det, men det kan være irriterende, at resten af måltidet skal tilberedes indenfor.
Har du et udekøkken, vil du kunne rense og vaske, hakke og snitte samt koge grøntsager, tilberede marinader og andet til madlavningen, mens du står udenfor og venter på, at grillen bliver klar i selskab med din familie og dine gæster.
Men inden du går ud og investerer i et udekøkken, bør du undersøge, hvilke typer udekøkkener der findes og afklare dine behov.
Hvad skal der være i et udekøkken?
Du kan ikke forvente det samme niveau i et udekøkken som i et indendørs køkken. Du kan måske ikke lave eksperimenterende og komplicerede retter, men du kan skabe et minimalistisk køkken i det fri, hvor du kan lave ligeså velsmagende retter, som du kan i indekøkkenet.
Det vigtigste i et udekøkken er at skabe en god funktionel arbejdsstation, som du kan bruge, når du vil tilberede mad udenfor - både til grillen og resten af måltidet.
I et udekøkken har du typisk brug for:
- Et arbejdsbord til madlavning
- En vask med vandhane og afløb
- Et blus
Derudover kan det være rigtig rart at have:
- Opbevaringsplads til krydderier og andre småting
- Overdækning af udekøkkenet
- En stikkontakt
Arbejdsbord i udekøkkenet
Det er vigtigt at vælge et arbejdsbord med god plads, så der er plads til et stort spækbræt, alle dine råvarer, og at der evt. kan stå 2 personer ved bordet på samme tid.
Mange bruger også et udekøkken, når der skal renses frugt og grøntsager, der kommer direkte fra haven. Derfor er det vigtigt, at du kan stå og rense jorden af grøntsagerne, samtidig med at en anden er i gang med selve madlavningen.
Arbejdsbordet skal være lavet af materialer, der er lette at gøre rene, og som kan tåle at stå udenfor. Da regnvand kan samle sig på bordet, skal bordpladen være lavet af et materiale, der kan tåle, at der ligger vand på det, fx rustfrit stål, granit, terrazzo eller fliser. Er bordpladen derimod af træ, vil det kræve, at du er meget omhyggelig med den og sørger for, at den er overdækket det meste af tiden.
Bordets stel skal ligeledes kunne tåle at stå ude. Derfor har de fleste udekøkkener stel af rustfrit stål. Du kan selvfølgelig også vælge at mure det op af mursten eller lignende. De øvrige dele af udekøkkenet - samlinger, skruer, fuger, beslag osv. skal ligeledes være af materialer, der kan tåle at stå udendørs.
Det er vigtigt at undersøge om det udekøkken, du overvejer at købe, kan tåle at stå udenfor om vinteren, eller om det er nødvendigt at opbevare det i en kælder eller et skur. Skal det stå inde om vinteren, skal du inden anskaffelsen finde ud af, om du har opbevaringsplads til det.
Vask med vandhane og afløb som en del af udekøkkenet
Det er en stor fordel at have en vandhane og et afløb tilsluttet udekøkkenets vask. På den måde kan du lave meget mere tilberedningsarbejde udenfor og endda klare den kedelige opvask, mens du nyder solnedgangen. Ulempen er dog, at udekøkkenet ikke længere er så mobilt, da du er afhængig af, hvor der er vand, og hvor du kan komme af med vandet igen.
De fleste bruger dog blot en plastickobling og en vandslange, der er gjort fast til en vandhane. Men det er faktisk ulovligt. Du skal anvende VA-godkendte vvs-dele, når du bruger vandet til madlavning og drikkevand. Når rørene er godkendte, er du sikker på, at de opfylder de tekniske standarder, der gælder for rør og slanger, og som noget af det vigtigste, at de ikke afgiver stoffer til drikkevandet.
Afløbet fra vasken kan gå til en spand, du har stående under køkkenbordet. Skal du have et fast afløb, til en afløbsbrønd, skal det udføres af en autoriseret VVS-mand.
Blus i udekøkkenet
Med et blus kan du også koge kartofler eller pasta i dit udekøkken. Mange udekøkkener har et gasblus indbygget i bordpladen. Du kan også købe et enkelt gasblus eller en elkogeplade, som du kan stille på bordet og så tage væk, når du ikke skal bruge det.
Grillen er i mange tilfælde integreret i udekøkkenet. Det kan være rart at have tingene samlet, men omvendt har det den ulempe, at du ikke kan skifte grillen ud. Desuden kan det også være rart at kunne flytte grillen alene, hvis fx røgen kommer lige ind over terrassebordet, eller du vil udnytte varmen fra grillen.
Opbevaringsplads i udekøkkenet
Plads til opbevaring er uundværlig i et udekøkken. Mange ting står måske kun udenfor, når du laver mad, og her er det praktisk at kunne bære dem ud på en stor bakke og have dem stående, mens du arbejder i køkkenet. Men det er også bekvemt at have ting stående fast udenfor i enten lukkede eller åbne bøtter eller kurve.
Det er også godt at have kroge eller holdere på fx udekøkkenets sider, så der kan hænge grillhandske, viskestykke eller andet køkken- og grillgrej.
Desuden er det også rart at have en spand el.lign. stående til skrald og affald.
Overdækning af udekøkkenet
Det kan være en god idé at sætte et udekøkken under et halvtag, en markise el.lign. Så kan du skærme madvarerne af for solen, og du kan stå og lave mad, selvom det regner lidt. Overdækning kan også nemt og fleksibelt skabes med en parasol.
Stikkontakt i udekøkkenet
Det kan være rart at have en udendørs stikkontakt i nærheden af udekøkkenet, så du fx kan tilslutte en køkkenmaskine eller en håndmikser.
Hvad koster et udekøkken?
Prisen for et udekøkken afhænger af, hvor stort og luksuriøst det skal være, hvilke materialer det er lavet af, og om du køber det færdigt eller laver det selv.
Bygger du et udekøkken selv og vælger billige materialer, kan du få et udekøkken for et par tusinde kroner og opefter.
Flere producenter tilbyder også, at du kan designe dit udekøkken selv, og så producerer de det for dig.
Færdigkøbte standard udekøkkener kan købes fra ca. 5.000 kr. Hvis der skal være indbygget grill og gasblus, koster de ofte mere. Er udekøkkenet stort og mere luksuriøst, kan det koste op imod 100.000 kr. (priserne er inkl. moms og fra 2023).
Hvad skal du tænke på, inden du køber et udekøkken?
Inden du anskaffer et udekøkken, er det en god idé at se på, hvordan og hvor meget du plejer at grille og spise udenfor om sommeren. Det kan give en god fornemmelse af, hvor stort dit behov er, og om, hvor meget du behøver at investere i.
Du skal også overveje, om udekøkkenet skal være mobilt eller stå fastmonteret, fx indbygget ved en mur eller en terrasse. Det kan være en fordel, at dit udekøkken er mobilt, så du kan indrette terrassen, alt efter om I er mange eller få til mad, og du kan flytte udekøkkenet, hvis terrassen skal lægges om. Derfor er mange udekøkkener opbygget i moduler med hjul under. Men mange vil nok opdage, at de ikke rigtig udnytter, at udekøkkenet er mobilt, ligesom vandtilslutning og afløb ofte giver begrænset mobilitet.