Du kan begynde at så dine tomatfrø allerede i marts, men kan også nå en god høst, hvis du venter til april eller maj. Det afhænger meget af sorten, så tjek dine frøposer for det optimale såtidspunkt.
Når du skal i gang, skal du bruge:
Tomatfrø
Små spirepotter eller -bakker
Så og priklemuld
Vasket sand
Minidrivhus eller andet gennemsigtigt låg.
Tomatfrø
Hvis du skal ud at købe frø, skal du bl.a. tage stilling til, hvor du skal dyrke dine tomater, og hvad du skal bruge tomaterne til. Der findes nemlig et hav af tomatsorter med meget forskellige egenskaber og krav.
På frøposerne står der typisk, om tomaterne skal dyrkes i drivhus, eller om de kan stå på friland, dvs. udendørs. Der vil også stå, hvor høj du kan forvente, planten bliver, så du har en idé om, hvor meget plads den kommer til at kræve. Endelig er der selve tomaterne, der bl.a. kan variere i farve, størrelse og smag.
De sorter, der bliver meget høje, vil typisk være til drivhuset og kræver en form for opbinding, mens de lavere sorter, fx busktomater, egner sig godt til en krukke på altanen eller terrassen og sjældent kræver opbinding.
Du kan også vælge at tage frø fra en frisk tomat, tørre dem og så dem senere, men her kan du ikke være helt sikker på, hvordan planten vil blive. Det kan selvfølgelig være en af de sjove ting ved dyrkning fra frø. Hvis du vil prøve denne metode, så gem blot nogle kerner, rens dem og lad dem tørre på en serviet et lunt sted. Opbevar dem herefter tørt, fx i et kaffefilter. De kan ofte gemmes i et par år.
Regn altid med, at der er frø, der ikke bliver til noget, så sørg for at have lidt flere frø, end du skal bruge.
Så frø i potter eller bakker
Når du skal så dine tomater, får du brug for en form for beholder, der kan holde på mulden. Du kan bruge små spirepotter, der er lavet til formålet, eller en gammel plastikbakke fra husholdningen. Genbruger du gamle potter eller bakker, så rengør dem grundigt ved at vaske dem af med varmt vand og opvaskemiddel, inden du skal i gang. Der skal være hul i bunden, så overskydende vand kan rende ud.
Brug så- og priklemuld eller spirebriketter
Tomatfrø skal forspire i næringsfattig muld, da de små frø kan blive svedet, hvis de får for meget næring. Brug så- og priklemuld, som indeholder ingen eller næsten ingen næring, eller såkaldte spirebriketter, som er en slags potte og vækstmedie i et. Almindelig pottemuld indeholder næring og bør ikke anvendes.
Vasket sand mindsker risiko for mugne frø
Du kan drysse et lag såkaldt vasket sand ovenpå frøene, når du har sået. Sandet giver mindre risiko for, at frøene mugner på grund af fugt.
Det er vigtigt, at sandet ikke indeholder salt, derfor skal det være vasket. Sandet kan undlades og erstattes med et drys så- og priklemuld.
Minidrivhus til vindueskarmen
Tomatfrø skal have godt med varme for at spire, og det kan derfor være nødvendigt at stille dine potter i et minidrivhus i vindueskarmen. Drivhuset er også med til at holde på fugten, og mindsker risikoen for udtørring.
Du kan også bruge andet til at dække planterne til, fx et glaslåg eller noget klart plast. Der skal bare være plads til, at planterne kan gro og blive ca. 10 cm store, før du skal fjerne låget.
Forspir i vinduet eller drivhuset
Da temperaturen udenfor stadig er for kold, skal du forspire dine tomatfrø indendørs eller i et opvarmet drivhus.
Gør sådan:
- Kom så- og priklemuld i små potter/spirepotter og tryk det lidt til.
- Så 2-3 frø i hver potte og dæk frøene med et lille lag sand.
- Vand forsigtigt, fx med en vandforstøver.
Tomatfrø spirer optimalt ved en temperatur, der ligger lidt over normal stuetemperatur, så det er en god ide at spire under plastik eller i et minidrivhus, som er en forspiringskasse med et gennemsigtigt låg. Derved bliver temperaturen og fugtigheden højere. Stil potterne lyst, gerne direkte i vindueskarmen, hvis du spirer i din bolig.
Hvis du har plastik over de små potter eller bruger et minidrivhus, så løft plastikdækket eller tag låget af minidrivhuset et par gange om dagen for at sikre ventilation. På den måde mindsker du risikoen for svampeangreb på de nye spirer. Hold løbende jorden fugtig, men pas på med at overvande - jorden skal føles fugtig og ikke sjaskvåd.
Gem frøposen til senere, så du kan tjekke den forventede højde mm.
Flyt potterne og tynd ud
I løbet af få uger vil de små nye tomatspirer komme frem, og så skal du flytte lidt rundt på potterne. De nye spirer kan nemlig blive svedet af direkte sol, så stil dine potter lyst, men ikke i direkte sol. Lad fortsat de små potter stå under dække af plastik eller i et minidrivhus.
Når spirerne er ca. 3-5 cm store, skal du tynde ud i potterne, hvis der er mere end ét frø der er spiret. Hiv de mindste spirer op ad potterne, så kun den største og sundeste plante står tilbage i hver potte. Står der flere planter i samme potte, vil de konkurrere om pladsen.
Du kan forsøge at plante de ekstra spirer over i en ny potte, men ofte vil rødderne have taget skade, og planten vil gro dårligt. Det vigtigste er at passe på den plante der bliver stående i den oprindelige potte.
Omplant tomatplanterne til større potter
Når planterne er ca. 10 cm store, eller når rødderne, når pottens inderside, skal du ompotte dine tomatplanter til større potter, og så behøver de ikke længere at være overdækket med plast- eller glaslåg.
Tag forsigtigt planterne ud af potterne og lad så meget jord som muligt sidde rundt om rødderne for at beskytte dem.
Placér planterne i større potter eller krukker med almindelig pottemuld.
Stil ikke planterne for varmt, da du risikerer at få ranglede planter. Stil dem helst et lyst sted, hvor der er ca. 15 grader, hvis det er muligt – fx i et bryggers eller en udestue.
Lad tomatplanterne stå og vokse sig store, inden det er tid til at sætte planterne i drivhus eller udenfor, når temperaturen er høj nok. Planterne må ikke tørre ud over flere dage – giv dem vand, hvis jorden føles helt tør, eller hvis bladene begynder at hænge en smule.