Soklen er et af de mest udsatte steder på boligen, og revner kan derfor gøre stor skade, fx fugt.

Derudover kan en flot sokkel ændre hele udtrykket på dit hus.

Tjek soklen

Gå rundt om boligen og kig grundigt efter revner. Hvis revnen er begrænset til selve soklen, kaldes den overfladisk. Fortsætter revner derimod op i murværket, er det en sætningsrevne. 

En revne vil ikke nødvendigvis udvikle sig, men begge typer kan. Så hvis du ser en revne, så hold løbende øje med dens udvikling. Igangværende revner kan forårsage problemer på sigt, og skal derfor stoppes så hurtigt som muligt.

Her får du en guide til at reparere husets sokkel.

Værktøj

  • Stor murerbalje
  • Spandeske
  • Murerhammer
  • Kalkkost til at afrense og vande soklen
  • Trækbræt til at lave små fordybninger i soklen
  • Filtsebræt
  • Syrekost
  • Bred pensel

Materialer

  • Færdigblandet sokkelpuds
  • Afdækningsplastik
  • Saltsyre
  • Sokkelmaling

Sådan reparerer du soklen

1
Gennemgå den gamle sokkel
Gennemgå først soklen systematisk, og tjek for revner og afskalninger. Mange kalder sokkelpudsen for offerlaget, fordi det skal optage diverse salte fra den opadstigende grundfugt og dermed beskytte husets sokkel og fundament.
2
Rens soklen for løs puds
Fjern det løse puds – murerhammeren er perfekt til at gennemgå for løs puds.
3
Rens helt i bund
Det kan være et omstændigt arbejde at fjerne den gamle puds, men vær omhyggelig, da det er vigtigt at have fast bund.
4
Vask støv og mørtelrester væk

Det er vigtigt at vaske al støv og mørtelrester helt væk. Brug rent vand.

5
Vand soklen godt
Rens og vand soklen godt, inden du laver udkastlaget – på den måde hæfter mørtlen bedre. Udkastlaget er det første lag mørtel, der danner grundlag for de næste. Laget hedder sådan, fordi det kastes på.
6
Så skal der blandes sokkelpuds
Vi har her brugt en færdigblandet sokkelpuds, som er en god løsning til gør det selv-projekter. Blandingen er dog ikke helt så elastisk som kalkmørtel (kalk og bakkesand) og kan have tendens til at slå revner.
7
Kast første lag på
Når du kaster mørtlen på, giver det en ru overflade, som det næste lag mørtel nemmere kan hæfte på. Sørg for at kaste mørtlen ud på en gennemvandet sokkel. Lad det første lag sidde minimum 1 dag, før du begynder på andet lag puds.
8
Pak soklen ind i plastik efter udkast
Hvis du pudser om sommeren, bliver du nødt til at pakke soklen/pudsen ind i plastik, så vandet ikke fordamper for hurtigt. Hvis ikke du gør det, risikerer du, at sokkelpudsen slår revner, fordi den tørrer for hurtigt op.
9
Vand inden andet lag pudses på
Inden du pudser andet lag, skal du sikre dig, at soklen er godt forvandet. Brug kalkkosten og en spand med vand eller evt. en vandslange.
10
Så skal andet lag pudses
Nogle murere sværger til, at også andet lag skal udkastes, mens andre "smører" mørtlen på. Vi kastede mørtlen blidt på. Læg mørtlen på pudsebrættet, og tag herfra, mens du kaster ud.
11
Der filtses til sidst
Vi brugte et filtsebræt til sidst for at give soklen en lidt grov tekstur. Træk hen ad soklen, og brug vand på filtsebrættet. Dyp filtsebrættet jævnligt i vand.
12
Sådan laves hjørnerne korrekt
Når du skal pudse omkring hjørner, er det vigtigt, du sætter "hjørne-brædder" på hjørnerne, så du har noget at pudse op ad.

13
Vær omhyggelig med pudsen
Det er meget vigtigt, at du ikke skynder dig med pudsen. Få trukket alle kanter og afslutning helt pæne.
14
Fjern mørtelrester på muren med saltsyre
Hvis der er lidt mørtelrester på murværket, kan du bruge saltsyre til at fjerne det. Brug saltsyren fortyndet – en del syre til 20 dele vand. Husk gummihandsker og beskyttelsesbriller.
15
Brug sikkerhedsbriller
Det er vigtigt, at du bruger sikkerhedsbriller, når du afsyrer, og at du ikke sjasker med syren. Rens murværket, og lad det tørre.
16
Mal soklen
Afslut med at male soklen med en bred pensel. Vi har brugt sort sokkelmaling. Husk at anvende en maling specifikt til sokler. Sokkelmalingen skal være åndbar, så eventuel fugt ikke bliver spærret inde, og malingen buler op.
17
Den færdige sokkel omkring hjørnet
Den færdige sokkel omkring hjørnet – med helt skarpe og nydelige hjørner.
18
Hele den færdige sokkel
Her ses hele den færdige sokkel.