Forbrugerrådet Tænks test er en kemitest og ikke en test af, hvor godt malingerne dækker, eller hvor god slidstyrke malingerne har.
Testen omfatter i alt 30 malinger, og her præsenteres fire af de testede produkter – to, der klarer sig godt i testen, og to, der bedømmes dårligt på grund af indholdet af problematiske stoffer og afgasninger efter maling.
Testen af maling er finansieret af Realdania og Grundejernes Investeringsfond, og derfor er testen tilgængelig for alle, selvom man normalt skal være medlem af Forbrugerrådet Tænk for at se deres testresultater. Du kan derfor gå ind på tænk.dk og se detaljer om hver af de 30 testede malinger og læse om yderligere detaljer fra testen.
Se hele testen på taenk.dk/test/maling
God akrylmaling fra Flügger
Dekso Äir fra Flügger klarer sig flot i testen. Der er ikke fundet uønsket kemi i malingen, som er mærket med Svanemærket, EU-blomsten og Asthma Allergy Nordics mærker. Malingen er altså hverken skadelig for dig eller for miljøet. Malingen er konserveret med sølvklorid, hvilket er skadeligt for vandmiljøet, men da maling generelt ikke skal udledes til vandmiljøet trækker dette ikke ned i testen. Der er tale om en akrylplastmaling til vægge. Malingen har en lidt lavere glans på 5.
God vægmaling uden konservering fra Auro
Auro Vægmaling Nr. 321 er angivet som en plantebaseret vægmaling, som er fri for konserveringsmidler. Producenten har undgået konserveringsmidler ved at malingen har en så høj pH-værdi, at mikroorganismer ikke trives i malingen, hvilket konserverer den.
Forbrugerrådet Tænk har ikke fundet nogle af problematiske indholdsstoffer i malingen, de har testet for. Afgasningen af falder hurtigt, og få dage efter at have brugt malingen, vil belastningen af indeklimaet være reduceret.
Maling med høj afgasning fra Luxi
Luxi Træ & Metal 45 er en oliebaseret alkydmaling til træ og metal til både indendørs og udendørs brug. Malingen har den højeste afgasning af flygtige organiske forbindelser (VOC) i testen. Op til tre dage efter der er malet, er afgasningen stadig meget høj. Derfor bør du anvende åndedrætsværn, når du maler med denne maling.
Maling, der kræver brug af åndedrætsværk fra Decora
Decora indoor 50 er en alkydbaseret træ- og metalmaling, der selv angiver, at den kun må anvendes med kraftig udluftning eller brug af åndedrætsværn. Testen viser også at den har en voldsom afgasning af flygtige organiske forbindelser i op til tre dage efter brug. Malingen angiver selv at indeholde organiske opløsningsmidler, og at malingen kan forårsage sløvhed eller svimmelhed.
Pas på indeklimaet, når du maler
- Undgå helst at opholde dig et nymalet rum i minimum tre dage – gerne en uge. Luft løbende ud med gennemtræk, mens malingen hærder. Du kan med fordel male med åbne vinduer i de varme måneder.
- Tjek MAL-koden. Jo lavere MAL-kode, desto bedre – gå efter 00-1 eller 0-1. Det første tal angiver sikkerhedsregler mod indåing af dampe og det andet mod hudkontakt.
- Vær opmærksom på konserveringsmidlerne MI og BIT, der findes i mange vandbaserede malinger. MI og BIT kan fremkalde allergi og medføre udslæt og kløde.
Kilde: Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk