Spørg Bolius

Taget er ødelagt af en tagrensning - som vi endda ikke havde bestilt?

Hej Bolius

Skumklodser og tætningsbånd er revet løse i forbindelse med tagrens.

Der er tale om et gammelt eternittag med asbest. Kan man nu nøjes med at male dette tag, eller vil der være risiko for, at der er utætheder?

Jeg kan læse mig frem til, at der ikke er tale om forlængelse af tagets levetid, men kun kosmetik, når man maler tage?

Yderligere til information er der tale om tagerens, der er begået ved en fejl, da man har taget fejl af adressen.

Venlig hilsen GP

Hej GP

Hvis I har fået renset jeres tag, men det har været fordi, firmaet har taget fejl af adressen, er det noget rigtig rod. Jeg regner ikke med, at I har betalt for det? Hvis i bliver afkrævet nogen form for betaling, skal I straks tage fat i en advokat.

I bør starte med at få byggeteknisk rådgiver/bygningssagkyndig til at gennemgå taget og finde ud af, hvilke skader der er sket. Der er nu allerede sket mindre skader, som skumbånd er blæst væk. Måske er der sket yderligere skader i form af revner mv., og afrensningen i sig selv vil kunne give en mere ru overflade på taget. Der kan være sket skader, som betyder, at tagplader eller hele taget skal udskiftes. Og I kan forlange, at de skader, der er sket, bliver udbedret af firmaet, der har lavet afrensningen.

En malebehandling kan være løsningen, men det vil på ingen måde øve levetiden af taget. Tværtimod kan malingen begynde at skalle af efter blot et par år, og så skal der måske en ny malerbehandling til.

Så I skal ikke betale noget for afrensningen, I skal derimod forlange, at tætning og skumklodser bliver genetableret, eventuelle andre skader i form af revnet plade bliver udskiftet, og taget eventuelt får en overfladebehandling. Alt for tagrenserfirmaets betaling.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden