Spireahæk - skal vi klippe den ned?
Hej
Vi har købt hus og vi har en gammel - ikke tæt - spirea hæk. Ved ikke om vi skal fjerne og plante ny, måske liguster eller klippe helt ned ved jord?
På forhånd tak for svar / Andrii

Hej Andrii
I mange tilfælde kan man give en spirea hæk nyt liv ved at skære den ned, og lade den vokse op på ny med nye skud. Det vil i sikkert også kunne lykkedes med på en stor del af jeres hæk, men lige det område i har taget et billede af, kan i få svært ved at få helt tæt. Grunden til dette er at den virker til at være påvirket af det fyrretræ, der står i jeres have. Det kan enten være på grund af skygge, manglende vand eller fordi jorden under fyrretræet på anden vis er påvirket af træet. Hvis i forsøger jer med at klippe hækken ned og giv den en ny chance, kan i med fordel give hækken lidt næring, fx et lag kompost til foråret.
Hvis i ønsker at plante ny hæk, skal i også netop være opmærksomme på denne skygge og anden påvirkning fra træerne omkring. I kan fx vælge en hæk, der bedre tåler at vokse i skygge, dette kunne være bøg eller avnbøg, der begge tåler noget skygge. Sørg også for at vande den nye hæk godt de første par år, læg eventuelt en siv- eller drypslange ud langs hækken.
I kan læse mere om valg af hæk i denne artikel https://www.bolius.dk/hvilken-haek-skal-du-vaelge-10988
Med venlig hilsen