Her har vi samlet en række flotte vinduespartier, der giver boligen ekstra værdi og et særligt udtryk. Der er både vinduer uden vinduesrammer, med specielle former og nicher til at sidde i. Kig med, og lad dig inspirere til at udnytte vinduet i din boligs arkitektur.
Galleri: Se de flotte vinduer
Usynlige overgange
Ruderne i det ombyggede sommerhus har arkitekt Søren Sarup ladet gå helt ned i gulvet i stedet for at ramme dem ind med normale vinduesrammer. Terrassen og gulvet ligger i samme niveau, så ude og inde flyder sammen, som var det ét. Pejsen i midten står som en skulptur i glasfacaden. Foto: Andreas Mikkel Hansen
Bungalowens fine detaljer
Den for hustypen så karakteristiske karnap er her blevet totalrenoveret af arkitekt Thomas Hjort med nyt vinduesparti i teak, udvendig kobberinddækning og siddeplads med udsigt til haven. Karnappen er med til at bevare 1930’er-bungalowens sjæl og charme. Foto: Christina Kayser Onsgaard
Rundet endevæg af glas
Sommerhuset, der ligger tæt på Kattegat og er tegnet af arkitekt Eva Kristine Brørup, har form som en tube. Kombinationen af træ, tubeformen og endevæggen af glas skaber et helt særligt arkitektonisk rum, hvor blikket drages mod naturen for enden af stuen. Foto: Danske BoligArkitekter
Udsigtsplads i wellnessrummet
Arkitekt Allan Lorenzen har skabt wellness i boligen, der ligger i perfekt harmoni med omkringliggende natur. Den lange skabsvæg i badeværelset har en dyb vinduesniche, der fungerer som siddeplads og giver et indrammet kig til naturen – næsten som et maleri. Foto: Andreas Mikkel Hansen
Herskabeligt og højloftet
Den oprindelige arkitektur er genskabt i villaen fra 30’erne ved hjælp af arkitekt Allan Lorenzen. I den store stue med parketgulv og utrolig højt til loftet skaber det store vindue en herskabelig og storslået stemning. Foto: Danske BoligArkitekter
Det originale kilevindue
I Friis og Moltke-villaen fra 1959, renoveret af arkitekt Rasmus Bak, er flere originale detaljer beholdt – deriblandt det originale kilevindue i stuen, der følger taghældningen. I renoveringen er der skabt sammenhæng ved at føre kilevinduet videre i det ene børneværelse. Foto: Christina Kayser Onsgaard
Rundt og helt i husets ånd
Murermestervillaer er svære at bygge til. Her er det dog lykkedes arkitekt Anders Lind at lave en velproportioneret køkkentilbygning. Det runde vindue i gavlen giver karakter til det nye og højloftede køkken og ser ud, som om det altid har siddet der. Netop ved valg af nye vinduer til ældre huse kan det give god mening først at spørge en arkitekt til råds. Foto: Danske BoligArkitekter
Revner af lys
Arkitekt Uffe Topsøe-Jensen har ladet sig inspirere af nordisk og japansk arkitektur i nyfortolkning af det traditionelle saddeltagshus. En sprække af lys lukkes ind ad loftvinduet, der bevæger sig ned på siden af huset og bliver til ét aflangt vindue. Lyset og det dobbelthøje rum skaber en spændende rumlighed i boligen. Foto: Danske BoligArkitekter
Glas i to etager
Både tag og facade er beklædt med de coatede stålplader og giver huset sit monolitiske udtryk – som var det hugget i sten. Endevæggene bryder ud i glas og sikrer lys og luft til det store, åbne rum indenfor, hvor 1. sal er et stort opholdsrum med køkken. Boligen er bygget af ejeren selv, og den er tegnet af arkitekt Rasmus Skaarup. Foto: Christina Kayser Onsgaard
Funkisinspireret hjørnevindue
Arkitekt Jan Smidt Andreasen har tegnet sit eget hjem som en nyfortolkning af funkisvillaen. Huset er derfor bygget med de karakteristiske hjørnevinduer. Taget er fladt, og murværket uden pynt og overflødige detaljer. Facaden er hvidpudsede mursten med vinduer og paneler af egetræ. Foto: Steffen Stamp
Drømmer du om at få et nyt vindue af smuk, arkitektonisk karakter, så er det oplagt at tage fat i en arkitekt. En arkitekt har øje for, hvad der kan lade sig gøre og kan hjælpe dig på vej til det optimale resultat. Husk på, at det er muligt både at udnytte lysforhold, udsyn og selve vinduets form og funktion.