Spørg Bolius

Skal vi flytte på grund af røg fra naboens brændeovn?

Hej Bolius

Vi har købt hus for ca. 8 mdr. siden. Vi er glade for huset, men meget generede af naboens brændeovnsrøg. Ikke så meget nu, men om vinteren.

Der er også 2-3 andre brændeovne tæt på, men de er mindre generende. Vores nabos er meget gammel og sviner meget/lugter.

Vi har meget forsigtigt talt med dem, og de er virkelig søde og har lovet kun at bruge den fra sidst på dagen i stedet for hele dagen og trods denne store forbedring, er det desværre ikke nok. Vi er stadig generede af det og kan ikke lufte ud om aftenen, inden vi skal i seng fx.

Vi synes ikke, vi kan bede dem om mere, men overvejer seriøst at sælge huset, da vi ikke vil udsættes for den meget forurenede luft. Det er med til at give hjerte-kar sygdomme (den ene af os er disponerede familiært herfor).

Vi har også overvejet en god luftrenser, men synes ikke dem vi kan købe her i Danmark virker så gode som dem i USA, og der er meget delte meninger om dem og virkningen. Har I råd til os, som vi ikke har tænkt på? Vi vil gerne beholde huset, men ikke for enhver pris.

Mvh. D. og T.

Kære D. og T.

Ifølge en bekendtgørelse om brændeovne er der regler for, at man som brændeovnsejer skal fyre korrekt og med brænde af en ordentlig kvalitet, så røgen ikke er til gene for naboerne.

Du må igen prøve at tage en snak med naboen og spørge ham, om han fyrer rigtig op i sin brændeovn, om skorstensfejeren har godkendt ovn og skorsten og om skorstenen er renset m.v.

Du kan også påpege, at det især er meget vigtigt for kvaliteten af hans eget indeklima og dermed har stor betydning for hans egen families sundhed, at han bruger det rigtige brænde og fyrer rigtigt op i sin brændeovn.

Læs mere: <link taend-rigtigt-op-i-braendeovnen-og-foruren-mindre-9833 tænd rigtigt op>Tænd rigtigt op i brændeovnen og foruren mindre

Hvis det ikke løser problemet, har du mulighed for at klage til kommunen. Kommunen (skorstensfejeren) kan så undersøge, om der bliver fyret forkert, om skorstenen er for lav, eller der er andre forhold omkring ovn og skorsten, der er årsag til generne. De kan så henstille til naboen, at de skal følge rådene og udføre eventuelle forbedringer som fx at gøre skorstenen højere.

Kommunen har mulighed for at påbyde, at naboen ikke må bruge brændeovnen - men det er vist aldrig nået dertil, da man normalt vil følge kommunens henstilling, da korrekt brug af brændeovnen har størst betydning for indeklimaet hos ovnejeren selv.

Læs mere her: <link kan-du-klage-over-naboens-roeg-fra-braendeovnen-1032 kan du klage>Kan du klage over naboens røg fra brændeovnen?

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden