Spørg Bolius
Skal jeg søge byggetilladelse til ny carport?
Hej Bolius
Skal jeg, og hvordan søger jeg byggetilladelse til opførsel af en ny carport?
Den nye carport er 33 m2 stor. Jeg har på min grund i forvejen en udestue på 15 m2 og et udhus på 14 m2.
mvh. Peter W J
Hej Peter W J
Ja, når der ved byggeri af carporten samlet bliver mere end 50 m2 sekundære bygninger (som er udhuse til udhusformål, overdækninger, carporte, garager, drivhuse til planter og lignende) på grunden, så skal du altid søge byggetilladelse, og du skal have fået byggetilladelsen, inden du påbegynder byggeriet af carporten.
Læs mere her om de regler, der gælder for sekundære bygninger på grunden: Love og regler for udhuse og skure.
Når du søger byggetilladelse, skal du illustrere, hvad der nu er af byggeri på grunden, angive m2, og hvor bygningerne er placeret i forhold til skel og andre bygninger, og så illustrere, hvor stor og hvor du ønsker at bygge carporten.
Angive den nuværende bebyggelsesprocent og ved beregninger sikre, at den nye carport kan rummes indenfor den maksimale bebyggelsesprocent, der gælder for grunden, at alle regler og bestemmelser er overholdt - og ellers søge dispensation.
Her kan du se, hvordan du helt praktisk søger byggetilladelse: Sådan søger du lynhurtigt byggetilladelse på nettet
Og her, hvordan du beregner bebyggelsesprocenten for din grund med det byggeri, der er på grunden: Bebyggelsesprocent
Med venlig hilsen