Spørg Bolius

Salg af 'forældrekøbslejlighed' - skal vi lave en købsaftale med vores barn?

Hej Bolius

Vi står for at ville sælge vores 'forældrekøbslejlighed' til vores barn, som bebor lejligheden.

Men skal vi lave en købsaftale eller er det i orden kun af få udfærdiget et skøde?

Vi har tænkt på, at vi evt. selv eller 'køberen' kunne lave skødet via tinglysning.dk, og vi har tænkt os at tage udgangspunkt i det eksisterende skøde og opdatere det.

Men er der noget, vi skal være opmærksomme på i den forbindelse - eller er denne løsning en god ide?

MVH.
Ole T.

Kære Ole T.

I  skal udfærdige et digitalt skøde, hvor I også indfører vilkårene for handlen. Om I selv kan gøre dette afhænger i virkeligheden af, hvor nemt I har ved IT-opgaver. Hvis I synes, det er for besværligt, kan I sikkert få en advokat til at gøre det for jer til en rimelig pris.

MEN der er andre regler, I skal være meget opmærksomme på:

Når I sælger en lejlighed til jeres eget barn, er det væsentligste i virkeligheden at være opmærksom på, at dette sker til en pris, som SKAT kan anderkende, så købet/overdragelsen ikke blive betragtet som en gave.

For bliver salget betragtet som en gave, skal I betale gaveafgift, hvis værdien overstiger grænsen for afgiftsfrie gaver.

SKAT vil anerkende salget som ikke værende en gave, hvis I sælger til en pris svarende til ejendomsvurderingen med fradrag af 15 %. Alternativt kan I bede om nogle mæglervurderinger og sælge til gennemsnittet heraf.

For at være helt sikre i forhold til denne fremgangsmåde, kan I bede SKAT om en bindende forhåndsgodkendelse.

Hvis handlen skal finansieres af et familielån, skal I også være opmærksomme på, at SKAT – alt efter hvordan lånet laves - også vil kunne betragte et sådant lån som en gave. Her vil det derfor også være en god ide at bede om en forhåndsgodkendelse.

Med venlig hilsen

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Dennis Feyling Serup, skribent

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden