Afløbene i dit hus kan nemt stoppe til. Men det kan du undgå, hvis du løbende renser dem.
Følg punkterne på tjeklisten her:
1. Rens hånd- og køkkenvask
Lugter én af husets vaske, kan kogende vand og evt. lidt opvaskemiddel i de fleste tilfælde løse problemet. Kogende vand dræber de fleste bakterier, og løsner det fedt, der har sat sig i rørene. Hvor meget vand der skal bruges, afhænger af, hvor tilstoppet din vask er. Men hæld vand i vasken indtil vandet ikke ophober sig, men løber frit igennem afløbet.
Brug ikke kemisk afløbsrens eller kaustisk soda
Kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin er skadelige for miljøet, men de kan også ødelægge afløbet, da de er stærkt ætsende.
Det er derfor bedst kun at bruge kogende vand til at rense afløbet.
Rens gerne hånd- og køkkenvask hver anden uge eller minimum en gang om måneden.
- Fjern hår og skidt fra afløbet.
- Rens afløbet så langt ned som muligt. Brug universalrengøring og en svamp eller børste.
- Rengør vaskens prop og rist.
- Tøm vandlåsen, hvis der er tegn på tilstopninger. Vandlåsen sidder under vasken, hvor røret bukker. Den kan skrues af uden brug af værktøj.
- Skyl efter med kogende vand.
I linket herunder finder du en trin for trin-guide til at rense afløb og vandlås.
Se videoguide: Sådan renser du afløbet
2. Rens gulvafløb en gang om måneden
Det gælder primært afløb, der benyttes hyppigt, fx i badeværelse og bryggers, eller hvis der er koblet en vaskemaskine til afløbet.
Gulvafløb kan være skyld i ubehagelige lugtgener. Lugtgenerne kommer fra bakterier, som lever af hår-, skæg- og sæberester, der sætter sig i afløbet eller i de ledninger, der fører hen til afløbet.
Med en månedlig rensning af afløbene minimerer du risikoen for både dårlig lugt og tilstopninger.
- Fjern risten. Risten kan være fastgjort med skruer, som du skal skrue af, inden du kan få adgang til afløbet.
- Tag afløbsskålen op. Rens den, og spul med vand. Eventuelle hårrester fjernes med fingrene og smides i skraldespanden - ikke toilettet. Det er en god idé at have gummihandsker på.
- Rens afløbet med vand og sæbe, og brug en børste til at skrubbe med. Det er vigtigt, at du renser så langt ned i afløbet som muligt. Tag evt. brusehovedet af bruseslangen og spul.
- Rens vandlåsen. Vandlåsen skal renses på samme måde som afløbet. Vandlåsen er som regel placeret maksimalt 50 cm under gulvet og kan renses fra gulvet.
Indbygget vandlås: Er vandlåsen indbygget, skal den i stedet tages op og renses. Der findes flere forskellige typer indbygningsvandlåse. Nogle er spændt fast med skruer, mens andre er monteret i afløbsskålen med gummiringe. Du kan blive nødt til at udskifte gummiringene for at få vandlåsen tæt igen og undgå lugtgener. De nye gummiringe kan købes hos en vvs-grossist eller i et større byggemarked med en velassorteret vvs-afdeling. - Slut af med kogende vand. Hæld at hælde kogende vand i afløbet, inden du monterer risten.
3. Hold afløb, der sjældent bruges, fugtige
Afløb uden daglig vandtilførsel risikerer at tørre ud. Det kan eksempelvis være i et badeværelse, som ikke bruges så ofte, eller i bryggers og fyrrum. Sker det, kan der komme kloaklugt op igennem risten. Sørg derfor for, at fx gulvafløb i varme rum som bryggers og fyrrum holdes fugtige.
Hæld 1-2 spande vand i disse afløb et par gange om ugen.
4. Undgå at hælde fedt i vasken
Du skal ikke ty til den nemme løsning og hælde dit fedt fra madlavningen ud i køkkenvasken. Det risikerer at stoppe afløbet.
Alt efter hvilken form for fedtstof, du har brugt til madlavningen, kan du gøre følgende:
Smør/margarine:
- Lad fedstoffet størkne i panden eller gryden, så det bliver til en fast masse.
- Tag et stykke køkkenrulle og tør fedtet af panden/gryden med papiret.
- Smid papiret i skraldespanden.
Olie:
Olie størkner ikke efter brug, så her kan du med fordel gøre sådan:
- Lad olien køle af.
- Hvis det drejer sig om en lille smule olie, kan du i de fleste kommuner hælde den i madaffald. Her er det en fordel, hvis der ligger lidt brød eller lignende, der kan suge olien. Du kan også bruge to af de grønne poser til at sikre, at olien ikke løber ud.
- Hvis der er meget olie - fx fritureolie - som ikke kan bruges igen, skal det i en beholder og afleveres som farligt affald. Husk at sætte et mærkat på beholderen, hvor der står, at det er fritureolie.
5. Brug ikke toilettet som skraldespand
Smid kun toiletpapir i toilettet - hår, bind, bleer og lignende hører til i skraldespanden.
6. Hæld ikke opløsningsmidler i afløbet
Maling, terpentin, olie og afløbsrens skader miljøet og kan skade kloakrør og forkorte deres levetid. Aflever i stedet midlerne på genbrugsstationen.
7. Hold øje med tegn på rotter
Rotter kan forårsage en lang række skader på husets kloak og afløb. Tegn på rotter kan være afføring, gennemgnavede madvarer eller bygningsdele samt puslelyde og lugte.