Juletræet skal have sin pynt - men først skal det fældes eller hentes.
Men hvordan sikrer du, at du får et sundt og smukt træ?
I videoen herunder giver haveekspert Jesper Carl Corfitzen gode råd til, hvad du skal kigge efter, når du vælger juletræ - hvad enten du fælder det selv eller køber et træ, der allerede er blevet fældet. Læs og se også, forskellen på rødgran og nordmannsgran, samt hvor du kan købe juletræer.
Så er du klædt på til at finde det bedste og flotteste juletræ til din bolig.
Må vi vise dig en interaktiv grafik?
Her plejer at ligge en interaktiv grafik. Vi kan desværre ikke vise dig elementet, på grund af dine cookie-indstillinger.
Det skal du holde øje med, når du fælder eller køber juletræ
- Er nålene gullige, kan det være tegn på næringsmangel, vækstproblemer eller svampesygdomme.
- Stor afstand eller luft mellem grene kan være tegn på, at juletræet har vokset for hurtigt.
- Hvis flere af grenene på træet peger opad, er det tegn på, at træet laver flere 'toppe'. Du kan evt. klippe de grene af, der gør sådan.
Sådan får du et pænt, grønt og symmetrisk juletræ
- Vælg et symmetrisk træ med blanke, mørke nåle.
- Du behøver ikke at fravælge et træ, selvom det er lidt usymmetrisk eller har grimme grene for neden. Det kan du let gøre pænere ved at klippe nogle grene af.
- Fæld et træ, der er ca. 20 cm højere end det, du har brug for. Det giver dig både mulighed for at tynde ud i evt. grimme grene samt at save lidt af træet, så det får et friskt snit, når det skal indendørs.
Hvad koster et juletræ?
Et juletræ kan være alt fra gratis, fx hvis du fælder fra egen have, og op til over 400 kr. Det er især kvaliteten, der har betydning for prisen af et juletræ, men faktorer som økologi og efterspørgslen i dit område har stor betydning.
Se i afstemningen herunder hvad Videncentret Bolius' læsere betaler for deres juletræ.
Må vi vise dig en quiz?
Her plejer at ligge en quiz. Vi kan desværre ikke vise dig quizzen, på grund af dine cookie-indstillinger.
Hvilket juletræ skal du vælge: rødgran eller nordmannsgran?
I mange familier er der en stærk tradition for enten rødgran eller nordmannsgran. Rødgranen er det oprindelige juletræ i Danmark, mens nordmannsgranen i dag er den mest populære sort.
Rødgran
- Er det oprindelige, danske juletræ
- Har matte nåle, der er lidt mere stikkende end på en nordmannsgran
- Får lange kogler, der hænger på grenene
- I en varm stue tørrer rødgranen hurtigere ud end nordmannsgranen, og derfor vil flere af nålene drysse hurtigere af. Den passer godt til dit hjem, hvis træet kun skal stå indenfor i nogle dage
- Er som regel smallere og ikke så fyldig - passer godt, hvis du har en mindre stue.
Nordmannsgran
- Er det mest populære juletræ i dag
- Har blanke nåle, der er blålige på undersiden
- Får kogler, der står op og falder af træerne
- Har seje nåle, der som regel bliver siddende, selvom de bliver tørre. Den mister dog lidt af glansen, når den står indenfor. Den passer til dit hjem, hvis du har juletræet indenfor op mod to uger
- Er mere tæt og fylder mere - passer godt, hvis du har højt til loftet eller en stor stue.
Hvilket juletræ er mest klimavenligt?
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er det mest bæredygtigt at vælge et juletræ af typen rødgran, da det er en mere nordisk tilvant gran end fx Normannsgran, der i sin opvækst kræver mere gødning og sprøjtegift. Endnu bedre er det også at vælge et økologisk eller FSC-mærket juletræ.
Her kan du fælde og købe juletræer
For mange er det en tradition selv at vælge og fælde deres juletræ, men mangler vælger også den lidt nemmere løsning ved at købe et færdigt juletræ. Begge metoder har sine ulemper og fordele og kan gøres flere steder.
Hos organisationen Danske Juletræer kan du se, hvor deres medlemmer sælger juletræer - både som færdige juletræer, til fældning, og om de er økologiske eller ej.
Juletræ i potte
Du kan også købe et juletræ i potte, som du enten beholder i en krukke resten af året eller planter ud i haven eller naturen efter jul. På den måde genbruger du træet og mindsker dit CO2-udslip. Der findes også andre muligheder for at genbruge juletræet derhjemme, især hvis du har en have, fx ved at bruge det som flis eller vinterdække.
Sådan får du dit juletræ til at holde indtil juleaften
Skal træet stå tørt eller vådt, i læ eller regn, når du har fældet eller købt?
Jesper Carl Corfitzen forklarer i videoen herunder, hvordan du bedst opbevarer dit juletræ, så det holder sig frisk helt til juleaften.
Opbevaring af juletræ frem til juleaften:
- Stille træet oprejst op ad fx en stolpe eller et hegn.
- Undgå at stille det i læ i garagen eller under en overdækket terrasse, da træet gerne vil have regn, nattedug og fugt for at holde længere.
- Sætte træet i en fod med vand, når du tager det ind til jul, hvis du gerne vil have det stående inde i længere tid end blot et par dage. Står det i vand, kan det holde et par uger indenfor.
- Lave et nyt snit i træet for neden, hvis det skal stå i vand, for så suger det bedre, og du kan dermed også sikre dig, at snittet bliver helt lige, så træet står lige.