Da 17-årige Silas i vinterferien 2021 kom hjem med kløe og udslæt på kroppen, havde ingen i familien nogen ide om, hvilken kæmpe omgang vask og rengøring de alle fire snart skulle igennem.
Efter en tur til lægen stod det klart: Silas havde fået fnat, også kaldt scabies, og udslættet og kløen skyldtes, at den lille scabismide havde gravet små tunneler i hans hud for at lægge sine æg, sådan som scabismider gør.
Særligt unge på efterskoler rammes af fnat
Silas er ikke alene om at få besøg af den kløende scabismide. Ifølge Sundhedsstyrelsen var der i 2015 globalt op til 300 millioner smittede.
I Danmark rammes især unge på efterskoler, da de bor tæt. I første omgang vidste familien dog ikke, hvordan Silas var blevet smittet, men lægens besked var klar – hele hjemmet skulle rengøres samtidig med, at familien skulle i behandling.
To husstande skulle rengøres for fnatmider
- Vi skulle allesammen herhjemme i gang med den klassiske behandling og igennem hele møllen med vask og rengøring, fortæller Marc, der er Silas’ bonusfar.
Og det gjorde ikke situationen mindre kompliceret, at familien er en delefamilie, hvor Silas og hans lillebror på 14 bor på skift i to hjem.
- Alle i begge familier gik i behandling med piller, og begge familier måtte gøre rent på samme tid. Men Silas boede hos os i den periode, så vi var nok mere fanatiske med det, fortæller Marc.
ALT tøj og sengetøj skulle vaskes grundigt eller pakkes i poser
Udover behandlingen gik familien gik i krig mod scabiasmiden i hjemmet. Alt tøj og sengetøj blev vasket på 60 grader, og det, der ikke kunne tåle de høje temperaturer, blev pakket i plastikposer, hvor det skulle stå i en uge.
Lægen sagde også, at hvis nogen havde være hjemme hos, så skulle de også havde besked, fordi det smitter så meget
- Det var virkelig svært, for det var vinter, og vi havde alle en masse vintertøj i brug, så vi skulle vaske handsker, huer, halstørklæder – ALT, fortæller Marc.
- Vi måtte lægge en strategi, for vi skulle have det samme tøj på og sove i det samme sengetøj i 3-4 dage efter behandlingen, og så skulle det af og vaskes ved 60 grader. Også bamser og ekstra puder skulle vaskes – alt, der havde været i kontakt med huden.
- Særligt håndklæder, som Silas brugte, skulle vi være forsigtige med. Vores dyner skulle også vaskes og tørres både inden behandling og så igen 3-4 dage senere.
Alt det tøj, som ikke kunne tåle vask ved 60 grader, måtte familien pakke i poser og lade stå i en uge for at dræber miderne. Herefter blev senge og møbler grundigt støvsuget.
- Vi fik besked på, at alt med stof skulle støvsuges, alle møbler inklusive senge, så det gjorde vi. fortæller Marc.
7 råd: Sådan slipper du af med fnatmider
- Vask sengetøj, håndklæder, tøj, bamser etc. ved 60 grader. Vask alt, som du har brugt indenfor de seneste 7 dage op til behandlingen af den smittede.
- Put tøj og materialer i stof, der ikke kan tåle 60 grader, i en plasticpose i fire døgn. Lad det stå i plastikposen ved minimum 25 grader og i lav luftfugtighed.
- Luft madrasser, dyner, puder, tæpper og overtøj. Læg det så vidt muligt i poser, og lad det stå i mindst fire døgn ved minimum 25 grader og lav luftfugtighed.
- Støvsug alle senge og undlad at bruge dem i 7 dage.
- Støvsug din sofa af stof og undgå at bruge den i 7 dage. Er din sofa af læder, skal du vaske den af, hvorefter du kan bruge den igen.
- Rengør hele din bolig grundigt.
- Rengør din bil grundigt og støvsug bilsæderne. Undgå at sidde i bilen i 7 dage, hvis du kan, og dæk alternativt sæderne med plastik i perioden.
Familie og venner skulle have besked om fnatmiderne
Familien havde netop været på ferie i et lejet sommerhus, da Silas fik diagnosen, så de skrev med det samme til stedet, og advarede om, at det også skulle gøres ekstra rent.
- Lægen sagde også, at hvis nogen havde være hjemme hos, så skulle de også havde besked, fordi det smitter så meget, fortæller Marc.
Nyt angreb med fnat igen og igen
Og lige som familien endelig kunne ånde lettet op i overbevisningen om, at de var sluppet af med de små mider, så var den gal igen. Nogle måneder senere begynder den yngste søn at klø.
- Vi ved simpelthen ikke, om miderne har ligget gemt, eller om han er blevet smittet et andet sted fra. Og så skulle vi igennem det hele igen, både med behandling af alle i familien og rengøring af vores hjem, siger Marc.
I mellemtiden er Silas startet på efterskole, og en dag ringer efterskolen og fortæller, at der er fnatudbrud på skolen, og at alle eleverne skal i behandling.
- Og så kom Silas i dobbeltbehandling, for han havde jo lige været igennem pillekuren, og nu skulle han sammen med resten af efterskolen have en behandling med creme. Børnene skulle blive 2-3 dage på efterskolen og give hele skolen en fælles rengøring. Silas kløede, men fnat kan klø længe efter, det egentligt er væk, så vi ved ikke, om Silas fik det igen, eller om det bare var den kløe, der fulgte med første omgang.
Slut med fnat - endelig
I dag er familien endelig sluppet helt af med fnat, og alle i familien ved nu, hvad de skal holde øje med, hvis de små kløende mider skulle dukke op igen.