Er der oliepletter på fliserne i fx din indkørsel eller på din terrasse, kan du følge disse tre råd for at slippe af med pletterne:
1. Skrub pletterne med opvaskemiddel: Hvis det er madolie eller lignende, som er blevet spildt på fliserne, kan du ofte fjerne det med almindeligt opvaskemiddel. Lad opvaskemidlet virke på pletten i et kvarters tid – og skrub godt med en børste. Skyl efter med vand.
2. Sug olien op med kattegrus: Hvis opvaskemidlet ikke virker – eller det er en mere genstridig plet som fx motorolie – kan du forsøge at suge olien op ved at drysse kattegrus eller evt. savsmuld ud over pletten. Lad det det ligge noget tid, så al olien suges op. Fej derefter grusset væk. Tricket virker bedst, hvis olien stadig er våd og ikke er trængt for langt ned i fliserne.
3. Brug motorrens: Hvis intet virker, kan motorrens ofte hjælpe med at fjerne olie på fliser. Spray motorrens på oliepletten og lad det sidde lidt, så olien opløses. Dæk derefter pletten til med kattegrus, eller evt. savsmuld, som du lader ligge et døgns tid. Fej det væk, og skyl efter med vand.
Inden du finder motorrensen frem, er det dog en god idé at overveje, hvor vigtigt det er at fjerne pletten, da motorrens hverken er godt for miljø eller mennesker. Husk at følge anvisningen på produktet og tage de nødvendige sikkerhedshensyn. Du kan evt. også finde sikkerhedsdatablade for produktet på producentens eller forhandlerens hjemmeside.