Hvor ofte vasker og pudser du dine vinduer?
Flere end hver tredje dansker vasker vinduerne i deres bolig hver tredje måned. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Videncentret Bolius i november 2018.
Undersøgelsen viser også, at godt hver femte dansker vasker vinduerne enten månedligt eller hvert halve år, mens kun 2 procent svarer, at de aldrig vasker vinduerne.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Vinduer tæt på hav og trafik bliver lettere beskidte
Hvor ofte man vasker vinduer afhænger bl.a. af, om man kan leve med at se på snavs på vinduet, eller om man ikke ænser det, og af din boligtype. Bor man i villa eller parcelhus vasker man oftere vinduer, end hvis man bor i etageejendom, viser undersøgelsen. Det er dog ikke så svært at vaske vinduer i en etageejendom, som det lyder. Siden 1982 har nye vinduer i etageejendomme skullet kunne pudses og vaskes indefra.
Ifølge rengøringsekspert Anne Grete Rasmussen (Fru Grøn), afhænger boligens placering også af, hvor mange gange man finder skraber, indvasker og viskestykker frem.
Hvis dine vinduer fx befinder sig under et halvtag eller i et fredeligt område, i en skov eksempelvis, bliver de ikke så let beskidte. Hvis du bor nær havet, er det en anden sag, og så er du nødt til at vaske vinduerne lidt oftere, fordi saltet i luften gør, at vinduerne lettere bliver beskidte. Det samme gælder, hvis du bor tæt på travl trafik.
Det skader ikke at have snavsede vinduer. Det er kun, hvis der er meget dug og kondens på ruderne, at det skal fjernes, for det kan gøre vinduesrammer og sprosser af træ våde, så der dannes skimmelsvamp og i værste fald rådskader.
Sådan pudser du vinduer som en professionel
Solens placering afslører beskidte vinduer
Rengøringseksperten mener også, at folks lyst til at vaske vinduer styres af lyset.
- I marts, når foråret begynder, og i oktober, når efteråret begynder, så står solen på en anden vinkel, som gør, at det tydeligere ses, at vinduerne er beskidte. Så tænker mange nok, at det er på tide at få vasket vinduerne, fordi lyset gør en opmærksom på det, siger Anne Grete Rasmussen.
Videncentret Bolius’ YouGov-undersøgelse viser også, at kvinder og mænd vasker vinduerne i boligen lige ofte, men unge vasker sjældnere end ældre. Det kan skyldes, at ældre har mere overskud i hverdagen end børnefamilier, men Anne Grete Rasmussen mener også, at især unge ofte kan se det som en sur pligt at skulle vaske vinduerne. Men det behøver det ikke at være.
- Det kan være meget afslappende og afstressende at vaske vinduerne, og så er det også god motion, fordi du bruger musklerne, når du pudser vinduer.